Vi skal gøre mere for folkepensionisterne

0
4220
Martin Henriksen taler på DFs årsmøde. Foto: Carsten Lundager

Af Martin Henriksen (DF), medlem af hovedbestyrelsen, folketingskandidat på Sjælland

Det er vigtigt at diskuterer behovet for fornyelse, og det gør jeg rigtig gerne. Det vil jeg gerne understrege. Men det skal ikke være fornyelse for enhver pris. Det skal give mening, så vi værner om partiets grundlæggende principper.

Jeg synes også, at vi skal turde diskutere at vende tilbage til nogle af de ting, som historisk har fungeret for vores parti, og som har været rimelige overfor de danskere der igennem et helt liv har bidraget til fællesskabet.

For tiden fylder det meget, at regeringen mfl. vil hæve ydelserne til udlændinge. Det er også grotesk. Vi skal ikke sætte fremmede før vores egne borgere. Danmark er trods alt stadig danskernes land. Det er på alle måder uholdbart og uforståeligt, at der er såkaldte flygtninge og indvandrere, der får eller allerede har fået forhøjet deres ydelser, mens danske folkepensionister bliver glemt. Det kan regeringen og Folketinget simpelthen ikke være bekendt.

Jeg mener, at det kunne være en ide, at vores parti begyndte at regne på og foreslå at eksempelvis folkepensionens grundbeløb eller at pensionstillæggene blev skattefrie eller forhøjet. Det kunne også være noget i forbindelse med ældrechecken. Det kunne jeg godt tænke mig.

Som finansiering kunne man passende henvise til at ikke-vestlig indvandring ifølge finansministeriet koster i omegnen af 33 milliarder kroner om året. På den måde kan vi med fordel koble udlændingespørgsmålet sammen med ældrepolitik. Og det var jo det, partiet gjorde dengang, hvor det gik rigtig godt. Det er også en måde at sige tak til dem, der har været med til at opbygge det danske samfund.

I Dansk Folkeparti er vi jo enige om, at et samfund bør bedømmes på, hvordan det behandler sine udsatte borgere, men også hvordan det behandler dem, der fortjener en ordentlig alderdom.

Det kan ske via forbedringer i ældreplejen, men det kan også være ved at forbedre pensionisternes økonomi.

Dansk Folkeparti skal naturligvis være et parti for unge, for børnefamilier, for landmænd, erhvervsdrivende og for arbejdere, ligesom vi skal være et dyrevelfærdsparti mm.

Men det kan vi også godt, samtidig med at vi igen skubber ældrepolitikken helt frem som et klart defineret kerneområde for partiet. Det skal vi gøre for at presse de andre partier til også at tage stilling til fordel for pensionisterne. Jeg tror på, at det vil kunne gøre en forskel.