Islamist afsløret i det tyske jægerkorps

0
5234
Arkivfoto

Da den tyske efterretningstjeneste blev opmærksom på islamisten Ömer S., blev han vurderet som så farlig, at han med det samme kom i den røde kategori.

I tyske medier er man forsigtig med at opgive folks efternavn, hvorfor han bare omtales som Ömer S. – til gengæld fortæller blandt andre Bild og Spiegel, at han havde rang af underofficer. Det svarer til en sergent eller en korporal i det danske militær, og dermed havde han adgang til avanceret træning og udstyr. Medierne beskriver ham som en ’genfødt muslim’ og dermed særlig aggressiv.

Men efterretningstjenesten havde først fået øje på ham, da han kom til det tyske elitekorps KSK. Korpsets omkring 1000 aktive medlemmer gælder som de bedste soldater i tysk uniform og er blandt verdens bedste. Tilsvarende bliver der holdt ekstra godt øje med dem og korpset har flere gange sagt farvel til soldater, der blev vurderet som for højreorienterede.

Da den militære efterretningstjeneste med det spøjse navn MAD fik indberetninger om Ömer S. og hans holdninger, blev han sat under opsyn i efteråret. Og han måtte efter en kort proces forlade det tyske militær her i foråret. Hans våben blev taget fra ham, men hans træning kan ingen tage fra ham.

KSK i det brune hjørne

Det tyske militær vil ikke kommentere på forløbet med Ömer S. eller hvorfor han ikke blev stoppet før. Her henviser man til, at det er en personalesag. Og at det i øvrigt er enkeltstående tilfælde.

Historien er kommet frem, fordi medierne har stor fokus på tyskernes svar på britisk SAS eller det danske jægerkorps. Typisk fordi dens hårde disciplin får mange tyske journalister til at tænke på nazister SS-korps. Og flere medlemmer er da også blevet afsløret i at dele nazistiske holdninger og derefter smidt ud.

Dette er første gang, en islamist er blevet stoppet på så højt niveau. Men da avisen Süddeutsche Zeitung dykkede ned i historien, viste det sig, at islamister fylder overraskende meget på tyske kaserner. I den almindelige hær har man hjemsendt fire islamister, der ligesom Ömer S. blev klassificeret som umiddelbart farlige – den røde kategori.

Også i den næste, orange kategori optræder der islamister. Orange betyder her, at de ikke umiddelbart er farlige, men at de ikke er til at stole på.

Kilder: Süddeutsche, WDR, Bild, Spiegel