Dansk Folkeparti vil ikke støtte et borgerforslag om at boykotte næste års fodbold-VM i ørkendiktaturet Qatar. “Vi skal vi tage kritikken af Qatar på andre måder, end at skubbe fodboldlandsholdet foran os,” siger DFs idrætsordfører Dennis Flydtkjær
Skal Danmark boykotte VM i Qatar 2020?
Ja, mener en gruppe fodboldfans, som har stillet et borgerforslag om at boykotte det kontroversielle fodbold-VM i ørkenstaten, som Danmark netop er begyndt at spille kvalifikationskampe til.
Foreløbig støtter 8.457 forslaget, så der er stadig et godt stykke til de 50.000 støtter, der skal til, hvis et borgerforslag skal behandles i Folketinget.
Men selv om forslaget skulle ende med at blive rejst, vil det ikke få opbakning fra Dansk Folkeparti. Det siger Dennis Flydtkjær, der er idrætsordfører for DF, til TV2 News.
“Vi tager dybt afstand til det, der foregår i Qatar. Men vi bør også tage VM, som det det er, nemlig som et sportsstævne, og vi skal ikke blande politik og sport sammen. Så vi tager dybt afstand fra landet men mener også, at det er vigtigt vi tager afsted. For hvis vi skal boykotte VM i fodbold, hvorfor skal vi så ikke boykotte Qatar på handelsområdet eller andre områder?,” siger Dennis Flydtkjær til TV2 News.
“Jeg synes vi skal tage afsted, og så skal vi tage kritikken på andre måder, end at skubbe fodboldlandsholdet foran os,” siger Flydtkjær, som også gør opmærksom på, at der var håndbold-VM i Qatar i 2015. Et arrangement, som ingen boykottede.
Forslaget om VM-boykot skyldes de horrible forhold, som migrantarbejderne, der bygger VM-stadions mv. i Qatar, udsættes for. Ud over at arbejdet foregår under ulidelige 45 graders varme, er migranterne ansat i et slavelignende system uden rettigheder og det anslås at mindst 6750 migrantarbejdere har mistet livet i forbindelse med byggerier af stadions, lufthavn, motorveje, hoteller mv., siden Qatar fik tildelt VM-værtsskabet af FIFA i 2010. Et værtsskab, som ørkenstaten i øvrigt er under kraftig mistanke for have bestukket sig til.