Flertal strammer op: Slut med salg af lattergas til unge under 18 år

0
1600
Pressemøde i erhvervsministeriet om den fælles aftale om lattergas. Kun Liberal Alliance, Nye Borgerlige og pariet Fremad er ikke med i aftalen. Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

Dansk Folkeparti med i stor politisk aftale, der forbyder salg af lattergas til unge under 18 år. DF havde gerne set et totalforbud men håber, at de nye begrænsninger får en effekt på misbruget af lattergas

Hvis det havde stået til Dansk Folkeparti alene, var salget af lattergaspatroner blevet total forbudt til private. Så langt var flertallet dog ikke villige til at gå, men Dansk Folkepartis sundhedsordfører Liselott Blixt glæder sig alligevel over den aftale om at begrænse lattergas-salget, som et stort flertal af Folketingets partier netop har indgået.

”Jeg håber, det her får en mærkbar effekt. Men vi har aftalt, at aftalen skal evalueres om et år. Så hvis det her viser sig ikke at være nok, kan det jo være, at vores forslag om et forbud kan gennemføres. For vi mener ikke, det er nødvendigt for danske husholdninger at kunne købe lattergaspatroner for at kunne piske flødeskum med en chifon. Der er rigeligt med andre måder, man kan lave sin flødeskum på,” siger Liselott Blixt.

Færre kiosker må sælge lattergas

For lattergaspatroner bruges til andet end flødeskum. Et voksende misbrug blandt unge, som udnytter den euforiserende effekt fra lattergassen, har gjort det nødvendigt at gribe ind. Derfor har regeringen sammen med Venstre, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti og Alternativet nu indgået en aftale, som indeholder disse tiltag:

  • Der indføres en mængdebegrænsning for salg af lattergaspatroner til privatpersoner, så det fremover kun vil være muligt at købe to små lattergaspatroner á 8 gram ad gangen.
  • De store lattergaspatroner forbydes helt til private.
  • Det bliver ulovligt at sælge lattergaspatroner til unge under 18 år.
  • Onlineforhandlere af lattergaspatroner skal pålægges et krav om, at køberens alder verificeres, fx via Nem ID.
  • Udsalgssteder af lattergaspatroner skal begrænses, så der ikke kan købes lattergaspatroner i såvel fysiske som online butikker, hvor der også sælges alkohol, tobak eller e-cigaretter.
  • Kontrollen styrkes.
  • Bøderne for at overtrædelser reglerne om salg af lattergas hæves til 25.000 kr. ved første forseelse, derefter 50.000 og 75.000 kr. ved tredje overtrædelse.
Liselotte Blixt (DF) til dagens pressemøde i erhvervsministeriet. Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

Sender vigtigt signal

”Det er vigtigt at vi får strammet op. Vi har set på sommerens festivaler, hvor stort et omfang misbruget har blandt unge, og senest er man også begyndt at sælge større lattergaspatroner. Så vi skal have stoppet det her misbrug. Det kan jo føre til uoprettelige skader på nervesystemet, og det var derfor vi helst havde set et totalforbud mod salg til private,” siger Liselott Blixt.

To partier står udenfor aftalen. Et af deres argumenter er, at de unge bare vil købe lattergassen på nettet. Er det ikke et argument?

”Man kan jo skaffe alt på nettet i dag. Men det betyder ikke, at vi så bare skal tillade alle stoffer. Der vil altid være nogen, der handler på det sorte marked, og dem skal vi selvfølgelig også være efter. Men nu sender vi i signal til alle andre om, at lattergas er farligt og at der følger et ansvar med, og at vi ikke ønsker at vores børn og unge kan få fat i de her euforiserende stoffer,” siger Liselott Blixt.

Hele aftalen kan læses her.