En række chefer i Gazprom omkommer under mystiske omstændigheder

0
3593
Siden januar er hele fem chefer fra Gazprom – og to andre, ledende erhvervsfolk – afgået ved døden under mærkelige omstændigheder. Foto: Olga MALTSEVA / AFP

Mens ukrainerne har et forunderligt held til at ramme russiske generaler tæt på fronten (formentlig med amerikansk hjælp), så rammer mystiske dødsfald en række russiske erhvervsledere.

Den seneste i rækken er den 37-årige Andrei Krukowski, der spiller en central rolle i den russiske gaskoncern Gazprom. Han var leder af hvad der nok er Ruslands svar på Gstaad, et stort og luksuriøst skiresort ved byen Sotji som tidligere var en central del af den russiske præsident Vladimir Putins prestigeprojekt med vinter OL i 2014. Krukowski var ude og vandre i bjergene ved en gammel befæstning og styrtede så ned ad en klippeside.

Hans dødsfald bekræftes af det russiske telegrambureau Tass, der også kan fortælle at hans død efterforskes og liget bliver obduceret. Siden januar er hele fem chefer fra Gazprom – og to andre, ledende erhvervsfolk – afgået ved døden under mærkelige omstændigheder. Som Ruslands største selskab er det tæt på Vladimir Putin og hans folk, så derfor går spekulationerne på, om de fem mænd vidste noget, de ikke kunne leve med.

Selvmord

For den teori taler, at flere af dødsfaldene tilsyneladende var selvmord. Det gjaldt for eksempel den første af dødsfaldene, Lenonid Shulman, der havde en central rolle i Gazproms investeringsafdeling. Han blev fundet død i sin dacha med et selvmordsbrev ved siden af sig.

I samme eksklusive, rekreative boligområde Leninsky blev Alexander Tyulakov fundet død dagen efter at invasionen af Ukraine startede. En af de få uafhængige russiske aviser Novaya Gazeta har også bekræftet dette som et selvmord. To andre sager er endnu mere dramatiske, da der skal være tale om mord med efterfølgende selvmord.

Den 18. april blev den tidligere vicepræsident i Gazprom, Vladislav Avayev, fundet livløs ved siden af ligene af sin kone og datter. Han er den hidtil mest fremtrædende i gruppen af døde chefer fra Gazprom. En anden chef fra et selskab, som Gazprom kontrollerer, mødte samme skæbne.

Sergey Protosenya blev også fundet livløs ved siden af sin kone og datter i byen Lloret de Mar tæt ved Barcelona. Her går hans egen familie ud fra, at der er tale om mord. Hans egen søn har meget kategorisk sagt, at det er utænkeligt, at hans far ville begå selvmord, endsige mord.

Gazprom er Ruslands største virksomhed med op mod 400.000 ansatte og er også verdens største producent af naturgas. Det blev grundlagt i 1989 af Viktor Tjernomyrdin, der i en række år i halvfemserne var sit lands premierminister. Dermed gik han den modsatte vej af mange russiske politikere, der efter deres politiske karriere tjente milliarder.

Kilder: CNN, Onet, TASS