Det er først efter mange tusinde kilometers kørsel, at elbilen er mere klimavenlig end en dieselbil, viser beregninger fra Klimarådet
Har du mødt en Tesla i trafikken og tænkt, at dér kører en bilist, der tænker mere på klimaet end dig? Det behøver du ikke. En Tesla er nemlig ikke nødvendigvis mere klimavenlig end en dieselbil. Det viser beregninger fra Klimarådet.
Faktisk er det først efter 150.000 kilometers kørsel, at den store eldrevne Tesla bliver overhalet i CO2-forbrug af en mindre dieselbil. Forklaringen er, at produktionen af en Tesla udleder meget mere CO2 end produktionen af en mindre dieselbil.
Det fremgår af en artikel i Ekstra Bladet. Faktisk udledes der hele 23 tons CO2 på at producere et styk Tesla Model S 100D, i følge Klimarådets beregninger. Til sammenligning ryger der kun ca. 11 tons CO2 ud i atmosfæren, når der produceres en “stor kraftig dieselbil” med et forbrug på ca. 17,9 km/liter.
Derfor er det først, når bilerne har kørt 50.000 km, at Teslaen og den store dieselbil har udledt lige meget CO2. Og hvis der er tale om en “effektiv dieselbil” som en Citroen C3, så er det først efter 150.000 kilometer, at dieselbilen udleder mere CO2, i følge Ekstra Bladet. Produktionen af en Citroen CO3 udleder “kun” ca. seks tons CO2.
Batteri-produktion koster dyrt i CO2
Det er produktionen af Teslaens batteri, der koster særlig meget i CO2-regnskabet. Både til udvinding af råstoffer og til den energikrævende produktion. Tesla er dog i gang med at bygge en “Gigafactory” i Nevada, som udelukkende skal drives af grøn strøm. Når den åbner, vil CO-udledninngen blive mindsket markant for Teslaen.
“Har man købt en Tesla frem for at købe en mindre benzin- eller dieselbil, så har det ikke været den bedste afvejning for klimaet. Så skal man i hvert fald have kørt i den i mange år,” siger Niels Buus Kristensen, forskningsleder ved Transportøkonomisk Institut i Oslo og medlem af Klimarådet, til Ekstra Bladet.
Han mener dog ikke at sammenligningen mellem en stor Tesla og en mindre dieselbil er den mest relevante:
“Mange af dem der har købt en Tesla, har købt den i stedet for en tilsvarende luksusbil, og der udleder Teslaen markant minndre CO2 over sin livscyklus,” siger han til avisen.
Regeringen har i sit nye klimaudspil lagt op til, at salget af nye benzin- og dieselbiler skal forbydes fra 2030. Regeringens mål er, at der i 2030 skal køre 1000.000 hybrid- og elbiler på de danske veje.