Udvisningsdømtes brutale synderegister: Dømt for drab, narko, voldtægter og røverier

0
4898
Regeringen har droppet sine planer om et udrejsecenter på Holmegaard (billedet) ved Bagenkop på Sydlangeland. I stedet skal de c a. 130 udviningsdømte kriminelle udlændinge blive på udrejsecenter Kærshovedgård. Foto: Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix

En liste fra 2018 viser, at der blandt kriminelle udvisningsdømte udlændinge er personer dømt for meget grove forbrydelser

Det er ikke cykeltyverier og andre smårapserier, som de 130 udvisningsdømte udlændinge, som regeringen vil flytte til Bagenkop på Sydlangeland, er dømt for. Tværtimod. Mange af dem er på papiret udevist af Danmark efter domme for meget grove forbrydelser såsom drab, voldtægter, narkokriminalitet og krigsforbrydelser.

Der er pt. ikke offentliggjort en opdateret liste over, hvad de 130, der skal bo på Sydlangeland, er dømt for, men i 2018 kunne flere medier bringe en liste over dommene hos 75 personer, som på det tidspunkt var på tålt ophold i Danmark.

Listen var på det tidspunkt interessant, fordi de 75 personer var potentielle beboere på det nye udrejsecenter for kriminelle udvisningsdømte udlændinge, som den daværende VLAK-regering og Dansk Folkeparti ville oprette på øen Lindholm i Stege Bugt.

Centeret blev aldrig til noget, for planen blev skrottet, da den socialdemokratiske regering kom til magten i 2019. Men nu er regeringen altså på vej med et tilsvarende udrejsecenter, som i stedet for øen Lindholm skal ligge lidt udenfor turist- og havnebyen Bagenkop i det tidligere asylcenter Holmegaard på Sydlangeland.

Fem personer dømt for drab

Hele listen kan findes på B.T. her. På listen finder man blandt andet:

Fem personer dømt for drab og en dømt for drabsforsøg.

Tre personer dømt for vold med døden til følge.

Otte personer med lange fængselsstraffe for narkokriminalitet. En af dem en statsløs palæstinenser, der fik på 12 år for narkokriminalitet. En anden en syrisk statsborger, der fik en dom på 10 år for narkokriminalitet.

Flere der er dømt for voldtægter og andre sædelighedsforbrydelser. En af dem er en i dag 26-årig afghaner, der har en dom på 2 år og 9 måneder for vold, voldtægt og trusler. En anden er en mand fra Eritrea, der fik en dom på to år for forsøg på voldtægt mm. En tredje, en syrisk mand, har fået 1 år og seks måneders fængsel for et seksuelt forhold til et barn under 15 år samt for blufærdighedskrænkelse.

Krigsforbrydelser

Listen tæller også personer dømt for vold, røverier og brandstiftelse.

Desuden er adskillige personer på tålt ophold, fordi de har begået krigsforbrydelser eller alvorlige forbrydelser i deres hjemland.

Der er dog også personer, der er dømt for relativt små forbrydelser. En enkelt er udvist efter en dom på 20 dages fængsel for trusler.

Hele listen, som B.T. offentliggjorde, kan læses her.

Som det fremgår af B.Ts omtale, var der flest personer med syrisk nationalitet på listen (16 personer). På de næste pladser kom iranere (13), afghanere (11) og eritreanere (7).

De fleste havde været på tålt ophold i nogle få år, men en enkelt havde på det tidspunkt været i 22 år i Danmark, siden han papiret blev udvist.