Dannebrog skal nu også pryde byrådssalene i Aabenraa og Vallensbæk. Begge steder er det Dansk Folkeparti, der har taget initiativet
Onsdag var en stor dag for to af Dansk Folkepartis lokalforeninger. Både i Aabenraa i Sønderjylland og i Vallensbæk i Storkøbenhavn blev det nemlig vedtaget, at Dannebrog skal pryde kommunernes byrådssale. I begge kommuner er det byrådsmedlemmer fra Dansk Folkeparti, der har taget initiativ til beslutningen.
I Aabenraa var det viceborgmesteren Ejler Schütt, som foreslog, at vores rødhvide nationalsymbol får plads i byrådssalen:
”Jeg synes, flaget vil pynte, og så giver det sammenhold. Det giver stof til eftertanke omkring vores demokrati, og så ville det da være fint at stille det op netop i år – hvor vi fejrer 100-året for Genforeningen,” sagde han til Jyske Vestkysten, da forslaget blev fremsat.
”Naturligt, at Dannebrog pryder salen”
Også i Vallensbæk er det lykkedes Dansk Folkeparti at få vedtaget et forslag om at få Dannebrog op i byrådssalen. Det glæder selvsagt DFs kommunalbestyrelsesmedlem Kenneth Kristensen Berth:
”Dannebrog kommer op i vores byrådssal, og det er vi selvfølgelig meget glade for. Vi synes kun, at det er naturligt, at vores nationalflag pryder her”.
Det var dog ikke helt nemt at få forslaget stemt igennem:
”Vi fik opbakning, men det var efter et sværdslag til mødet. Socialdemokraterne havde nemlig et ønske om, at Pride-flaget ligeledes skulle op, men det blev dog ikke til noget”, fortæller Kenneth Kristensen Berth.
Dannebrog kommer op, når kommunen har fået indkøbt en fane.
Flere andre steder i landet er Dannebrog kommet op på DFs initiativ. Det drejer sig bl.a. om Nyborg, Randers, Greve og Brønderslev.