I stedet for at rejse til udlandet på skatteyderbetalte studieture, bør politikerne i Københavns Kommune tage på besøg i deres egen kommune, mener DF. Partiet foreslår at studieture ud af landet suspenderes i den kommende valgperiode
Hvis det står til Dansk Folkeparti i København, så er det slut med lokalpolitikernes dyre studieture til udlandet.
I den seneste valgperiode har politikere fra den københavnske borgerrepræsentation været i bl.a. Berlin, Lyon og Manchester for at hente inspiration til udvikling af København. Men det er spild af borgernes penge, mener DF. Partiet foreslår, at studieture til udlandet suspenderes i hele næste valgperiode. I stedet skal Borgerrepræsentationens medlemmer forpligtes til at tage ud besøge alle bydele i København.
“Vi er valgt i København og skal arbejde for københavnerne. Det gør vi bedst ved at være til stede i alle bydele og have en god dialog med både borgere, virksomheder og kommunens egne institutioner,” skriver Cheanne Nielsen (DF), suppleant i Københavns Borgerrepræsentation og kandidat ved til kommunalvalget, i et indlæg på KøbenhavnLiv.dk.
Studietur til Lyon kostede 263.000 kr.
I 2018 rejste 30 medlemmer af Borgerrepræsentationen til Lyon på studietur. Det kostede skatteyderne 263.123,96 kr. Samme år var ni politikere i Amsterdam. Pris: 77.304,38 kr. Året efter var der tre studieture til hhv. Berlin, England samt London og Glasgow. Sidstnævnte tur kostede alene 265.907,88 kr. For 14 personer.
“Jeg synes, de skal spørge sig selv om, hvorfor københavnerne skal betale for deres ture til Lyon. Det får københavnerne ikke meget ud af,” siger Cheanne Nielsen til B.T., der har fundet de mange rejseudgifter frem.
Københavns Kommune bruger ca. tre millioner kroner årligt på politikernes studieture, i følge Cheanne Nielsen. Som hun skriver, kunne disse penge eksempelvis bruges til at fjerne ventelisten til psykologhjælp til børn og unge, der har mistet et nærtstående familiemedlem.
Tættere på borgernes hverdag
Eller måske noget andet, som politikerne kunne få input til ved at tage på besøg i deres egen kommune:
“I stedet for udlandsrejserne foreslår Dansk Folkeparti, at politikerne forpligtiger sig til at besøge alle bydele og lokaludvalg i løbet af den nye valgperiode samt mindst to af kommunens institutioner i hver bydel. Det kan være en skole og et plejehjem, et bosted for psykisk syge eller det lokale bibliotek. Det handler om, at politikerne kommer tættere på københavnernes hverdag og ikke er bange for at modtage ris og ros direkte fra borgerne lokalt,” skriver Cheanne Nielsen.
Til B.T. siger Cheanne Nielsen, at hun – hvis hun bliver valgt – selv vil takke nej til studieture.
“Det må du gerne hænge mig op på. Det står jeg gerne på mål for. Ligesom jeg takker nej til EM-billetter, takker jeg også nej til studieture,” siger DF-kandidaten til B.T.