Dansk Folkeparti foreslår, at folkepensionen gøres skattefri resten af 2020 for at sætte gang i forbruget ovenpå coronakrisen. DF vil desuden have frigivet de indefrosne feriepenge
Der skal gang i forbruget oven på coronakrisen, og derfor foreslår Dansk Folkeparti, at folkepensionen gøres skattefri året ud og at de indefrosne feriepenge frigives.
Tirsdag offentliggjorde finansminister Nicolai Wammen (S) en redegørelse, der anslår at dansk økonomi vil skrumpe 5,25 procent i år på grund af coronakrisen. Det er værre end under finanskrisen i 2009, hvor økonomien – opgjort som bruttonationalproduktet BNP – faldt med 4,9 procent.
Derfor er der brug for at stimulere økonomien, og DF ser to veje til at øge forbruget. DFs gruppeformand Peter Skaarup skriver på sin facebookside:
“Vi skal have gang i vores forbrug i Danmark ovenpå coronaen. Det kræver flere penge ude hos danskerne. DF foreslår at gøre folkepensionen skattefri året ud og frigive de indefrosne feriepenge med det samme”.
Vil forlænge lønkompensationsordning
Onsdag morgen offentliggjorde en økonomisk ekspertgruppe, som regeringen har nedsat, sine anbefalinger til regeringen om udfasning af hjælpepakkerne til erhvervslivet. Anbefalingen lød at ordningerne om bl.a. lønkompensation – med undtagelse af visse virksomheder og erhverv – bør slutte som planlagt 8. juli.
Finansminister Nicolai Wammen har efterfølgende meddelt, at regeringen er klar til at forlænge lønkompensationsordningen til august. Det bakker DF op – med den tilføjelse, at fokepensionen og feriepengene også skal i spil.
På Twitter listede DFs formand Kristian Thulesen Dahl tidligere i dag DFs forslag op:
“1. Forlæng hjælpepakkerne til august. Dumt de udfases i en sommerferie, hvor der er nedgang i aktivitet. 2. Frigiv feriepengene nu – skab mere tryghed for familiernes økonomi. 3. Gør folkepensionen skattefri resten af året. Det vil være med til at sætte gang i økonomien”.