Dansk Folkeparti vil pålægge regeringen at udarbejde en rapport om forfølgelser af kristne i lande, som Danmark samarbejder med via f.eks. udviklingshjælpen
Antallet af forfulgte kristne er på få år steget fra 280 til 310 millioner kristne på verdensplan. Det vurderer organisationen Åbne Døre.
Især i lande som Nordkorea, Afghanistan, Somalia, Sudan, Pakistan, Eritrea, Libyen, Irak, Yemen og Iran udsættes kristne for massiv forfølgelse.
Det kalder på handling, mener Dansk Folkeparti. Derfor har partiet nu stillet et beslutningsforslag, som skal pålægge regering at udarbejde en rapport, der kortlægger forfølgelse af kristne i de lande, vi samarbejder med. Desuden skal der udarbejdes uafhængig undersøgelse af Udenrigsministeriets arbejde for tros- og religionsfrihed.
“Ligesom Danmark har en økonomisk interesse i at sikre den økonomiske stabilitet og udvikling i de lande, vi deler økonomiske interesser med, har vi som folk og nation en moralsk pligt til at støtte og bistå andre kristne rundt om i verden. Der er derfor brug for i langt højere grad at indtænke en dansk politik til støtte for forfulgte kristne verden over horisontalt i vores udviklings og udenrigspolitik,” skriver DF i forslaget, som Morten Messerschmidt er ordfører på.
“Der er brug for i langt højere grad at indtænke en dansk politik til støtte for forfulgte kristne verden”
DF i beslutningsforslaget
Inspirationen kommer fra det britiske udenrigsministeren, som i 2019 udgav en rapport om kristenforfølglser. Rapporten, som blev udarbejdet af biskop Phillip Mountstephen i Cornwall, beskriver, hvordan millioner af kristne hvert år udsættes for diskrimination – fra begrænsninger i deres uddannelses- og erhvervsmuligheder til voldelige forfølgelser og mord.
Drab, voldtægter og angreb på kirker
Organisationen Åbne Døre laver hvert år en opgørelse over rapporterede overgreb på kristne. Listen for 2020 lyder således:
- Flere end 260 mio. kristne i verden oplever svære grader af forfølgelse pga. deres tro.
- 2.983 kristne er blevet dræbt pga. deres tro.
- 9.488 kirker blev angrebet.
- 3711 kristne blev fængslet uden retssag.
- 8537 kristne blev voldtaget eller seksuelt chikaneret som følge af deres tro
- 14.645 kristne blev udsat for fysiske eller psykiske skader som følge af deres tro (inklusiv vold og dødstrusler)
- 5294 huse og ejendomme, ejet af kristne, blev angrebet.
Danskerne ved for lidt om kristenforfølgelser
De mange forfølgelser gør kristne til den mest forfulgte gruppe i verden. På trods af det viste en Megafon-undersøgelse tidligere på året, at kun 29 procent af danskerne i høj eller meget høj grad opfatter forfølgelse af kristne som et stort problem.
38 procent svarer modsat, at de i mindre grad/slet ikke ser det som et stort problem på verdensplan.
Til sammenligning svarer 44 procent, at de anser forfølgelse af muslimer som et stort problem, mens kun 22 procent i mindre grad/slet ikke mener, at det er et stort problem.
Dansk Folkeparti har flere gange krævet en skærpet kurs mod kristenforfølgelser. DF mener bl.a., at Danmark skal straffe lande, der forfølger kristne, over udviklingsbistanden.
Læs beslutningsforslaget fra DF her
Læs også: