DF vil have folkeafstemninger om skolelukninger

0
2257
Folketingsmedlem Mette Hjermind Dencker genopstiller ikke. Foto: Carsten Lundager

Når kommunalbestyrelser vil lukke folkeskoler i landdistrikter, skal borgerne spørges først, mener Dansk Folkeparti. Siden 2007 er næsten hver tredje folkeskole i landkommunerne blevet lukket

Siden kommunesammenlægningen i 2007 er næsten hver tredje folkeskole forsvundet i landkommunerne. Det har Avisen Danmark beskrevet de seneste dage.

Det får nu Dansk Folkeparti til at smide et markant forslag på bordet, som partiet sidste år lancerede i et stort landdistriktsudspil. Nemlig et forslag om, at der skal holdes lokale folkeafstemninger, hvis en kommune planlægger at lukke en skole.

”I dag er det kommunalbestyrelsen der træffer beslutning om nedlæggelse af folkeskoler. I Dansk Folkeparti synes vi i højere grad at lokale forældre og beboere skal høres. Derfor foreslår vi, at give borgerne mulighed for lokale folkeafstemninger i skoledistrikter, hvis kommunen planlægger at lukke en skole,” skriver DF i sit forslag.

”Denne mulighed eksisterede før 1988, og den synes vi skal tilbage i folkeskoleloven. Der kan være lokale forhold, der i særlig grad taler for, at en skolelukning kan være en rimelig løsning, men i vores optik bør der skulle fremlægges tungtvejende argumenter for at lukke en lokal folkeskole. Og lokalbefolkningen bør som minimum blive hørt,” hedder det.

“Lokalbefolkningen bør som minimum blive hørt”

Dansk Folkeparti i landdistriktsudspil

Ser kun på økonomien

Som Avisen Danmark skriver, bliver skolelukninger ofte begrundet med, at de er økonomisk nødvendige for at sikre en fornuftig skoledrift i resten af kommunen. Men netop derfor skal de berørte borgere høres, mener DFs landdistriktsordfører Mette Hjermind Dencker.

”Det er lige præcis problemet, at de (kommunen, red.) ser på det med økonomibriller og ikke værdien i at have en børnefamilie i landdistrikter,” siger Mette Hjermind Dencker til Avisen Danmark.

Lukningen af folkeskoler fører ofte til, at der åbner privat- eller friskoler i stedet. I nogle landkommuner er 25-39 procent af skolerne fri- og privatskoler. Dansk Folkeparti understreger i sit landdistriktsudspil, at partiet bakker op om forældres ret til frit at vælge en anden skole en folkeskolen.

”Men det er afgørende at det bliver forældres frie valg om de vil sætte deres børn i en folkeskole eller i en fri-og privatskole. Privatskolen skal ikke blive et tvungent valg, fordi der ikke er en god eller tilgængelig folkeskole i nærheden. Og derfor er bevarelsen af folkeskoler, og især de mindre folkeskoler i hele landet, vigtig,” skriver Dansk Folkeparti i sit landdistriktsudspil.

Kræver at regeringen griber ind

Avisen Danmarks dækning af skolelukningerne har fået både Dansk Folkeparti og SF til at kræve, at regeringen griber ind. Kravet lyder, at regeringen hurtigst muligt efter sommerferien spiller ud med forslag til, hvordan skolelukningerne begrænses.

”Det er en rigtig trist udvikling. Når skolen lukker, så lukker de omkringliggende aktiviteter også. Det er en forudsætning for vækst, at der er børnefamilier i landdistrikterne, og det bliver sværere, når skolen lukker,” siger Mette Hjermind Dencker til Avisen Danmark.

SF foreslår, at der afsættes en årlig pulje på 100 millioner kroner, der kan understøtte lukningstruede folkeskoler.

Dansk Folkepartis landdistriktsudspil kan læses her