DF vil have folkeafstemning om dansk udlændingepolitik

0
3046
Pia Kjærsgaard er DFs social- og ældreordfører. Arkivfoto: Carsten Lundager

Udlændingepolitikken vil påvirke tilværelsen for vores børn, børnebørn og oldebørn. Derfor skal danskerne have mulighed for at tage stilling ved en folkeafstemning, mener DFs udlændingeordfører Pia Kjærsgaard

Tiden er inde til en folkeafstemning om dansk udlændingepolitik. Det mener Dansk Folkeparti, som tidligere uden held har stillet forslag om en folkeafstemning.

Det er Dansk Folkepartis udlændingeordfører Pia Kjærsgaard, som i en kronik i Kristeligt Dagblad slår til lyd for en folkeafstemning. Hun mener, at der er grund til at teste, om de mange partier, der nu siger at de går ind for en stram udlændingepolitik, mener det, når det kommer til stykket.

”Jeg ved godt, at mange vil sige, at befolkningen bare må stemme på det “rigtige parti”, for sådan fungerer nu engang det repræsentative demokrati. Men så enkel er virkeligheden jo ikke, og da slet ikke i dag, hvor flertallet af partier tilsyneladende har strammet op på udlændingeområdet. Men står de virkelig ved det? Vil de sætte handling bag ordene? I Dansk Folkeparti synes vi, at tiden i høj grad er moden til en folkeafstemning om udlændingepolitikken,” skriver Pia Kjærsgaard.

Stod alene i Folketinget

Hun beskriver i kronikken, hvordan hun er blevet mødt med massiv modstand, når hun på vegne af først Fremskridtspartiet og siden Dansk Folkeparti har stillet forslag om at sende udlændingepolitikken til folkeafstemning. Eller helt præcist en afstemning om “Danmarks omdannelse til et multietnisk samfund”. Ikke mindst Socialdemokratiet har været arg modstander. Pia Kjærsgaard blev mødt med ”stiv kuling” i folketingssalen, da forslagene blev stillet i 1997 og i 2000, som hun skriver.

”Med mig som ordfører stod vi alene. Ja, ikke alene opnåede forslagene ingen tilslutning fra de øvrige partier. De blev også betegnet som uanstændige og udtryk for et helt forkert menneskesyn. Det mente altså Folketingets øvrige partier dengang. Men med det ændrede debatklima bliver det spændende at høre, hvad de egentlig mener i dag. Og om de virkelig mener det,” skriver Pia Kjærsgaard.

Stop for indvandring fra Mellemøsten og Afrika?

Pia Kjærsgaaard mener, at befolkningen har krav på at kende deres eget partis holdning til en folkeafstemning, og hun mener, at der kan inddrages flere spørgsmål i en afstemning.

“Vi kan inddrage spørgsmålet, om Danmark skal træde ud af internationale konventioner, som for eksempel umuliggør hjemsendelse af kriminelle udlændinge, eller som tvinger os til at behandle alle asylindvandreres sager, når først de har sat deres ben på dansk jord. Eller vi kan helt konkret spørge, om folk ønsker et stop for indvandring fra Mellemøsten og Afrika,” skriver Pia Kjærsgaard.

Hele indlægget i Kristeligt Dagblad kan læses her