DF vil beskytte forbrugerne bedre mod NemID-svindlere

0
2184
Arkivfoto

Ofre for svindel med NemID og MitID skal ikke skal hæfte for de aftaler, som svindlerne indgår på deres vegne, lyder et beslutningsforslag fra Dans Folkeparti

Borgernes tryghed på nettet skal styrkes. Det mener Dansk Folkeparti, som har fremsat et beslutningsforslag, der skal styrke forbrugerbeskyttelsen mod svindel med NemID og MitID. Konkret foreslår DF, at ofrene ikke skal hæfte for aftaler, som indgås af svindlere.

Som reglerne er i dag, risikerer man at skulle hæfte for lån og køb, som svindlere har foretaget. Det kan ske, hvis man eksempelvis har haft kendskab til, at en ”tredjemand” er kommet i besiddelse af ens NemID-oplysninger.

Det gik sidste år ud over en stor gruppe ældre mennesker i den såkaldte Sweet Talk-sag. Mere end 60 personer i alderen 70-90 år blev bedraget for i alt 5,8 mio. kroner af svindlere, som havde fået udleveret deres NemID-oplysninger ved at hævde, at de ringede fra skattevæsenet.

Ikke rimeligt at ofrene skal hæfte

Det er sådanne sager, DF vil sætte en stopper for. Det er ikke rimeligt, at ofre for NemID-svindel skal stå tilbage med en stor gæld, når de ikke har gjort noget forkert, mener DF:

”Når staten og de økonomiske infrastrukturer som udgangspunkt tvinger folk til at være tilmeldt e-Boks, NemID og lignende løsninger, bør der samtidig være en tilstrækkelig forbrugerbeskyttelse på området,” lyder det i forslaget.

Ud over at beskytte borgerne bedre, vil det også styrke tilliden til systemet, mener DF:

”Ved at vedtage dette beslutningsforslag kan borgernes tryghed på internettet styrkes, og ligeledes kan tiltroen til, at staten beskytter borgeren, når borgeren tager it-systemer i brug, der i realiteten er dem pålagt. Derudover vil forslaget forhindre, at ofre for svindel med NemID og MitID kan stå tilbage med en ubetalelig gæld. Således vil forslaget øge både borgernes sikkerhed og retsfølelse i sager om økonomisk it-kriminalitet,” skriver DF i forslaget, som retsordfører Peter Skaarup er ordfører på.