Kæmpe skuffelse i Ikast-Brande Kommune, efter at regeringen har besluttet, at de 130 kriminelle udvisningsdømte udlændinge fortsat skal bo på Kærshovedgård
Et eklatant løftebrud. Det siger viceborgmester i Ikast-Brande Kommune, Simon Vanggaard fra Dansk Folkeparti, om regeringens beslutning om at skrotte et nyt udrejsecenter på Langeland for 130 kriminelle udvisningsdømte udlændinge og i stedet lade dem blive boende på udrejsecenter Kærshovedgård i Bording i Midtjylland.
Dermed risikerer Ikast-Brande Kommune at skulle hænge på de kriminelle udlændinge i lang tid endnu. Efter flere år, hvor de udvisningsdømte udlændinge, der tæller personer dømt for narkohandel, drab og vold, har skabt utryghed i flere år.
Dét udløser enorm skuffelse i Ikast-Brande Kommune.
“Jeg synes, det er en kæmpestor skuffelse og et eklatant løftebrud, som regeringen leverer her. Det haster med at finde en løsning, men nu har man valgt at kaste håndklædet i ringen,” sagde viceborgmester Simon Vanggaard (DF) i Aftenshowet onsdag aften på DR1.
Han opgivet at anmelde tyverier
Han blev spurgt, hvad udfordringen med de kriminelle udlændinge er for kommunen. Til det svarede Simon Vanggaard:
“Når vi har pensionister, der er bange for at gå udenfor, når det bliver mørkt, og handelsdrivende, der er stoppet med at anmelde tyverier, fordi det ikke kan svare sig, så er der et problem, der skal løses, og det haster,” svarede han.
Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) lovede onsdag økonomisk hjælp til beboere og erhvervsdrivende i nærheden af Kærshovedgård, der ønsker tyverisikring, hegn mv. til deres ejendomme. Den håndsrækning imponerer dog ikke Simon Vangsgaard:
”Jeg synes ikke, det er en holdbar løsning at bure naboerne inde. Så synes jeg man skulle sørge for, at de kriminelle kan blive på centret, det vil sige at de kan frihedsberøves. Statsministeren har jo tidligere været ude og sige, at hun er klar til at gå til kanten af konventionerne. Men det er man så ikke i det her tilfælde,” sagde Simon Vanggaard.