DF: Sæt boligprojekter for 18,4 milliarder kr. i gang nu

0
2106
Mette Hjermind Dencker er DFs kirkeordfører, forbrugerordfører og ordfører for landdistrikter og øer. Foto: Steen Brogaard

DFs boligordfører Mette Hjermind Dencker opfordrer til at igangsætte renovering af almennyttige boliger for 18,4 milliarder kroner, som er bevilget

Mens mange håndværkere desperat mangler opgaver på grund af coronakrisen, så kan der igangsættes renoveringsprojekter i almennyttige boliger for 18,4 milliarder kroner, uden at staten eller kommunerne skal tage penge op af kassen. Pengene står nemlig klar i Landsbyggefonden og mangler bare et “grønt lys” fra politikerne. På den baggrund opfordrer Dansk Folkepartis boligordfører Mette Hjermind Dencker til at sætte projekterne i gang hurtigst muligt.

”Der er rigtig mange håndværkere, som er ved at gå ned på grund af coronakrisen. Derfor kan det gøre en forskel for mange, om vi får sat disse projekter i gang hurtigst muligt. En måned før kan være præcis det der afgør, om en konkurstruet håndværker redder sin virksomhed,” siger Mette Hjermind Dencker.

Kan sættes hurtigt i gang

Ifølge netmediet NB-Økonomi fordeler de 18,4 milliarder kroner sig på 453 renoveringsprojekter. De har hobet sig op i Landsbyggefonden på grund af det kommunale anlægsloft, men kan ifølge Boligselskabernes Landsbyggefond  igangsættes hurtigt. Mange af projekterne er så små, at de ikke skal i EU-udbud. De øvrige projekter skal blot overholde en udbudsproces på 45 dage.

”Disse konkrete projekter er fordelt over hele landet og kan derfor bredt geografisk medvirke til at holde hånden under erhvervslivet og beskæftigelsen. En beslutning fra regeringen om, at disse mange renoveringsprojekter i køen til Landsbyggefonden kan igangsættes, vil have afgørende stor betydning for både rådgiverbranchen og entreprenørbranchen,” hedder det i et brev, som erhvervsorganisationerne Dansk Erhverv, DI, Dansk Byggeri og fagbevægelsen for nylig sendte til statsminister Mette Frederiksen og finansminister Nicolai Wammen.

1 milliard kroner lig med ca. 800 arbejdspladser

Mette Hjermind Dencker mener ikke, at der er noget at betænke sig på.

”Vi skal have de her penge ud og arbejde hurtigst muligt. Boligministeren må omgående indkalde til forhandlinger, så vi kan trykke på knappen og sætte i gang,” siger DFs boligordfører.

Ifølge NB-Økonomi anslår Boligselskabernes Landsbyggefond, at renoveringsprojekter på en milliard kroner skaber ca. 400 arbejdspladser indenfor byggesektoren og ca. 400 indenfor servicesektoren.