DF-ordfører afviser EU-dom: ”Vi har fuld ret til grænsekontrol”

0
2749
Alex Ahrendtsen er bl.a. EU-ordfører, boligordfører og folkeskoleordfører for Dansk Folkeparti. Foto: Carsten Lundager

Dansk Folkepartis EU-ordfører Alex Ahrendtsen mener, at EU-domstolen ”farer vild i paragrafferne”, når den underkender Østrigs grænsekontrol. Når EU ikke har styr på sine ydre grænser, har landene lov at opretholde kontrol ved sine egen grænser, mener han

Tirsdag afsagde EU-domstolen en opsigtsvækkende dom over Østrig. Her slog EU-juristerne fast, at det er i strid med Schengen-aftalen, når Østrig har krævet at se pas ved grænsen til bl.a. Slovenien siden 2016.

Det er nemlig kun er tilladt at indføre grænsekontrol mellem to lande i Schengen-samarbejdet i op til seks måneder – og kun som reaktion på alvorlige sikkerhedstrusler

Skal grænsekontrollen fortsætte i længere tid, skal det være fordi, der er opstået nye og anderledes trusler mod det enkelte lands sikkerhed, fastslår domstolen.

Dommen får imidlertid ikke Dansk Folkepartis EU-ordfører Alex Ahrendtsen til at ligge søvnløs om natten. Selv om Danmarks midlertidige grænsekontrol snart udløber og kræver  fornyet godkendelse fra EU-Kommissionen, hvis den skal fortsætte, så mener Alex Ahrendtsen, at forudsætningerne for dansk grænsekontrol er fuldt til stede.

”Der er ikke noget nyt i det, som EU-domstolen siger. Vi kender godt forudsætningerne for at have grænsekontrol. Det EU-domstolen bare glemmer er, at forudsætningerne ikke holder. For hvis der ikke skal være grænsekontrol ved de indre grænser i Schengen, skal der være styr på de ydre grænser. Det er der kun nogle få steder,” siger Alex Ahrendtsen til ditOverblik.

“Hvis der ikke skal være grænsekontrol ved de indre grænser i Schengen, skal der være styr på de ydre grænser”

Alex Ahrendtsen, EU-ordfører

Han mener, at EU-domstolen ”farer fuldstændig vild i paragrafferne”:

”Jamen, vi har ikke ydre grænsekontrol i EU. Derfor har Danmark fuldkommen ret til at have sin egen grænsekontrol,” siger Alex Ahrendtsen med henvisning til, at EU ikke evner at holde sine ydre grænser lukket for migranter.

Viser at Danmark bør træde ud af Schengen

Han mener, at dommen “med al tydelighed viser”, at Danmark bør træde ud af Schengen-aftalen og indfører permanent grænsekontrol.

Vil du gøre noget på baggrund af dommen?

”Jeg vil anbefale danskerne at stemme nej til folkeafstemningen den 1. juni (om afskaffelse af EU-forsvarsforbeholdet, red.). Det er det bedste signal, man kan sende til EU-systemet. Og så tror jeg, at jeg vil rejse et beslutningsforslag, der anbefaler, at Danmark træder ud af Schengenaftalen. Det kan gøres ved simpelt flertal i Folketinget, for det er en mellemfolkelig aftale,” siger Alex Ahrendtsen.

Læs også:

EU-domstolen: Østrigs grænsekontrol er ulovlig

Kølig reaktion på EU-dom i Østrig: “Vi fortsætter, hvis det er nødvendigt”