DF om peberspray-forbud: Umuligt for ældre at forsvare sig selv

0
1858
Modelfoto. Arkivfoto

Dansk Folkepartis retsordfører Peter Skaarup mener, det er helt forkert, at det igen er blevet ulovligt at have og bruge peberspray. Det vil ikke stoppe de kriminelle mod at bruge den, siger han

I 2019 blev det ved lov muligt at købe og opbevare peberspray i eget hjem. Men det er slut nu. Fra 1. februar er det igen blevet forbudt at eje og bruge peberspray, med mindre man har en særlig polititilladelse.

Peter Skaarup, retsordfører for Dansk Folkeparti, er langtfra tilfreds med, at danskerne igen er forhindret i at beskytte sig i deres eget hjem med peberspray. Han kalder lovændringen en kæmpe skuffelse.

”Jeg tror ikke, at de kriminelle vil stoppe med at kunne have adgang til peberspray, fordi regeringen nu laver et forbud mod, at et ældre ægtepar har lov til at bruge det i hjemmet. Hensynsløse gerningsmænd vil stadig kunne finde måder at erhverve sig peberspray på,” siger Peter Skaarup til Avisen Danmark.

”Regeringen svigter de ældre”

Peter Skaarup mener ikke, at regeringen med det nye forbud viser vilje til at hjælpe ældre og svage.

”Regeringen slår sig op på at ville skabe mere tryghed. Men den gør det praktisk talt umuligt for ældre og svage mennesker at forsvare sig i eget hjem. Indbrudstyve og hjemmerøvere kan være glade for regeringens beslutning. Men det er en kæmpe skuffelse for alle dem, der er utrygge ved at kunne få indbrud”, siger han til Avisen Danmark.

”Det er et skridt tilbage”

Sanne Graffe, stifter af Landsforeningen for Voldsramte kvinder, er også kritisk:

”Det er et tilbageskridt. Jeg synes, det er sørgeligt, fordi det jo er et forsvarsmiddel -især for kvinder og unge. Men det er jo en beslutning, de har taget inde på Borgen. Det er der ikke så meget at gøre ved. Så må man jo finde alternativer,” siger hun til Avisen Danmark.