DF: Livstidsdømte skal aldrig løslades igen

0
3372
Peter Skaarup, gruppeformand og retsordfører for Dansk Folkeparti.

Livstid skal betyde livstid, mener Dansk Folkeparti, som vil have fjernet muligheden for prøveløsladelse for livstidsdømte

En livstidsdom skal betyde fængsel for livstid, dvs. uden mulighed for prøveløsladelse. Det mener Dansk Folkeparti, som tager kravet om en skærpelse af livstidsstraffen med i de kommende forhandlinger om et politiforlig. Det skriver BT.

“Det er en hån mod retsfølelsen, at livstidsdømte mordere og serievoldtægtsmænd bliver lukket ud i samfundet igen. Det skal stoppes, og derfor vil det være et af vores hovedkrav til forhandlingerne,” siger DFs retsordfører Peter Skaarup til avisen.

BT nævner flere eksempler på livstidsdømte, som er blevet løsladt, bl.a. ‘dødslægen’ Elisabeth Wæver, som i 1995 satte ild til et hus og dræbte en kvinde og to børn på grund jalousi, og HA-rockeren Vagn Schmidt, der fik livstid for drab og tre drabsforsøg på rivaler fra Bandidos. Elisabeth Wæver slap med 14 års fængsel, mens Vagn Schmidt, der skuddræbte en bandidos-rocker i Liseleje under rockerkrigen i 1997, blev løsladt efter 17 år.

Sidder i gennemsnit i 17 år

Livstidsdømte har mulighed for at søge om løsladelse efter 12 år, og i følge BT sidder livstidsdømte i gennemsnit i fængsel i 17 år. Men det skal altså være slut, mener DF:

“Mennesker, som idømmes livstid, har ofte begået drab eller voldtægt med fuldt overlæg. De skal aldrig mærke friheden igen, fordi der uden for murene er nogle berørte mennesker, som måske aldrig kommer sig over sorgen,” siger Peter Skaarup.

Han mener ikke, at man har fortjent en chance til, hvis man har begået så grove forbrydelser, at det har givet en livstidsdom:

“Jeg mener ikke, at koldblodige mordere fortjener en chance til. Livstid skal betyde livstid,” siger Peter Skaarup til BT.

Forhandlingerne om et nyt politiforlig starter 25. august.