DF kræver svar om skandale: Otte grænseovergange var uden kontrol

0
4446
Justitsminister Nick Hækkerup (S) meddelte på et pressemøde 8. januar, at ind- og udrejserestriktioner strammes på grund af corona-situationen. Nu har netmediet Newsbreaks dokumenteret, at man kan køre ind og ud af Danmark uden kontrol otte steder på den dansk-tyske grænse. Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix

Netmediet Newsbreak kørte i fredags over otte grænseovergange mellem Danmark og Tyskland uden at møde kontrol. DFs retsordfører Peter Skaarup kræver svar fra justitsministeren om, hvordan regeringen vil sikre lukkede grænser

En kæmpe skandale.

Sådan beskriver Dansk Folkepartis retsordfører Peter Skaarup den afsløring, som netmediet Newsbreak bragte i fredags.

Her dokumenterede Newsbreaks journalist, at otte grænseovergange mellem Danmark og Tyskland står pivåbne, selv om justitsminister Nick Hækkerup (S) på et pressemøde 8. januar meddelte, at reglerne for indrejse til Danmark strammes markant for at holde den særligt smitsomme engelske corona-variant ude af landet.

Med de nye regler kan man kun kan komme ind i Danmark, hvis man har et anerkendelsesværdigt formål og kan fremvise en negativ coronatest, der er mindre end 24 timer gammel.

Men sådan er det ikke ved grænsen til Tyskland, dokumenterer Newsbreak. En journalist herfra kørte fredag den 15. januar mellem klokken 7.15 og 9.40 over grænseovergangene ved Sofiedal, Bøgelhus, Pebersmark, Beierskro, Sæd, Møllehus, Rudbøl og Siltoft.

Ingen af stederne mødte journalisten, der ventede nogle minutter hvert sted, nogen former for kontrol. Derfor var der heller ingen betjente, der kunne tjekke, om han havde en coronatest med.

Skaarup: Regeringen stikker danskeren blår i øjnene

Peter Skaarup har nu stillet spørgsmål til justitsminister Nick Hækkerup om afsløringerne. Han vil vide, hvordan regeringen vil sikre de lukkede grænser.

Til Newsbreak siger han:

”Jeg har stillet spørgsmålet, fordi vi har en regering der slår sig op på at lukke grænserne. Men med dette gode stykke afslørende journalistik fra Newsbreak.dk kan vi se, at det ikke er tilfældet. Jeg mener faktisk, at regeringen stikker det danske folk blår i øjnene, når de siger at de vil lukke grænserne. Det vil jeg ikke lade stå hen, det må der gøres noget ved”.

Peter Skaarup rejser sagen om de pivåbne grænseovergange overfor justitsminister Nick Hækkerup. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Peter Skaarup mener, at det er skandaløst, at regeringen hævder at grænserne er lukkede, når det reelt ikke er tilfældet:

”Der skal være overensstemmelse imellem det man siger og det man gør. Derudover skal vores grænser selvfølgelig være bevogtet og lukkede. Det nytter ikke noget at islamister, kriminelle og andre blot kan vade lige ind i vores land. Slet ikke i en coronatid. Det skaber utryghed, og det vil Dansk Folkeparti stoppe omgående,” siger DFs retsordfører.

Politiet: Kontrollen er intensiveret

Justitsminister Nick Hækkerup afviser at udtale sig til Newsbreak, mens politiinspektør Brian Fussing fra Syd- og Sønderjyllands Politi, der leder Udlændingekontrolafdeling Vest, siger at grænsekontrollen er blevet ”intensiveret markant” siden den 8. januar.

”Vi er fast til stede ved de faste grænseovergange (i Kruså, Padborg og Frøslev, red.), og har flere sektorpatruljer, der kører rundt til de øvrige,” siger han til Newsbreak.

Læs Newsbreaks afsløring her: Kæmpe skandale: Grænsen står pivåben