Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) erkender, at regeringen ikke kan garantere den aftalte sikkerhedsscreening af evakuerede afghanere. Søndag snød et udvist bandemedlem sig med ombord i et fly til København med evakuerede afghanere
Da et fly fra Islamabad i Pakistan søndag aften landede i Københavns Lufthavn med 131 evakuerede afghanere, var der en 23-årig mand ombord, der er udvist af Danmark.
Manden har tilknytning til den forbudte bande Loyal To Familia og er udvist for bestandig, efter han fik en dom på 3,5 års fængsel for våbentyverier.
Manden er nu anholdt og blev mandag fremstillet i et grundlovsforhør i København. I følge Ritzau fortalte anklageren i retten, at manden kom ombord på flyet i Pakistan ved at udgive sig for at være sin bror.
Mangelfuld sikkerhedsscreening
Nyheden om den 23-årige afghaner kommer i kølvandet på en debat om mangelfuldt sikkerhedstjek af de afghanere, som evakueres til Danmark.
Udenrigsminister Jeppe Kofod sagde onsdag på et pressemøde, at det på grund af den kaotiske situation i Afghanistan ikke er muligt at garantere den fornødne sikkerhedsscreening af alle, der evakueres. Sikkerhedsscreeningen er ellers en central den af den politiske aftale, som et flertal udenom Dansk Folkeparti har indgået om evakueringen af de afghanere, der har arbejdet for Danmark.
”Jeg siger det åbent og ærligt, vi kommer også til at begå fejl og vores muligheder for at screene folk er – under de helt ekstraordinære omstændigheder – yderst begrænsede,” lød det ifølge Jyllands-Posten fra Kofod.
Han tilføjede, at ”vi kan risikere at få nogen med, som vi ikke har screenet ordentligt”, og ”at der kommer folk til Danmark, som vi ikke havde forudset”.
Espersen: Dybt bekymrende
Dansk Folkepartis udenrigsordfører Søren Espersen finder meldingen fra udenrigsministeren dybt bekymrende. Espersen mener, at den utilstrækkelige screening indebærer en sikkerhedsrisiko for Danmark og siger til Jyllands-Posten, at Dansk Folkeparti vil kalde regeringen i et samråd.
”Det hele er jo totalt kaos, og jeg tror ikke på, at der kan laves en ordentlig sikkerhedsscreening af alle de hundredevis af personer, der nu kommer,” siger Søren Espersen til Jyllands-Posten.
”Taleban og al-Queda har en glimrende mulighed for at få sendt en masse folk afsted til Europa og måske etablere terrorceller i denne situation,” fortsætter han.
Venstres udlændingeordfører Mads Fuglede siger, at Venstre vil kræve en grundig sikkerhedsscreening på dansk jord. ”Regeringen skal få helt styr på situationen,” siger Mads Fuglede til Jyllands-Posten.