DF glæder sig over aftale om flere lærepladser

0
1743
Arkivfoto

Regeringen og arbejdsmarkedets parter fordeler nu et overskydende beløb på 5,4 milliarder kroner til danske virksomheder for at sikre flere lærepladser

Dansk Folkepartis erhvervsskoleordfører Jens Henrik Thulesen Dahl roser den aftale om lærepladser, som regeringen og arbejdsmarkedets parter blev enige om torsdag aften. Aftalen fordeler 5,4 milliarder kroner til virksomhederne for at sikre flere lærepladser.

“Vi er rigtig glade for aftalen. Vi har selv ønsket at regeringen ville tage fat i parterne og få en aftale på plads. Nu kan pengene gøre gavn og hjælpe med at sikre lærepladser, som mange unge savner,” siger Jens Henrik Thulesen Dahl til ditoverblik.

“Nu kan pengene gøre gavn og hjælpe med at sikre lærepladser, som mange unge savner”

Jens Henrik Thulesen Dahl, erhvervsskoleordfører (DF)

De 5,4 milliarder er penge, som arbejdsgiverne over en årrække har betalt for meget til en obligatorisk ordning, der skal sørge for, at det ikke er for dyrt at have lærlinge og elever.

Coronakrisen har medført, at antallet af lærepladser er styrtdykket, men nu kommer aftalen altså de unge til hjælp.

“Betyder meget for virksomhederne i svær tid”

“Det er godt for både elever og virksomheder. Vi har brug for faglærte – også på den anden side af coronakrisen. Det betyder meget for virksomhederne i denne svære tid, at de får deres penge tilbage, så de har pusterum til at beholde deres elever og indgå nye praktikaftaler,” siger formand for DA, Jacob Holbraad i en pressemeddelelse.

Formanden for FH, Lizette Risgaard, glæder sig også :

“Med den model, vi har skruet sammen, koster det reelt ikke en privat arbejdsgiver noget at ansætte en elev eller lærling i år. Samtidig har vi aftalt med hinanden, at vi vender tilbage til samme emne efter sommerferien, for vi har også brug for mere langsigtede løsninger. Målet om 10.000 flere faglærte i 2025, er vi desværre et langt stykke vej fra – endnu,” siger hun.

Aftalen kan læses her