Københavns integrationspolitik har spillet fallit, mener Dansk Folkeparti, som derfor afviser at pege på Venstres spidskandidat, beskæftigelses- og integrationsborgmester Cecilia Lonning-Skovgaard, efter valget. Pia Kjærsgaard bakker kritikken op
Venstres Cecilia Lonning-Skovgaard har fejlet som beskæftigelses- og integrationsborgmester i København.
Det mener Dansk Folkeparti i København, som derfor afviser at pege på Cecilia Lonning-Skovgaard, der er Venstres spidskandidat, som borgmester efter valget.
Baggrunden er en ny midtvejsstatus på integrationsindsatsen i København 2019-2022. Den viser, at flere afgørende mål på integrationsområdet ikke er blevet nået i Cecilia Lonning-Skovgaards periode som borgmester.
Målet var, at der er i 2022 skulle være 20 pct. færre københavnere med ikke-vestlig baggrund på offentlig forsørgelse end i 2018. Dét mål har Cecilia Lonning-Skovgaard opgivet at nå, ligesom forvaltningen anser det for urealistisk at nå et andet mål: At der i 2022 skal være 25 pct. færre københavnere med ikke-vestlig baggrund være på uddannelseshjælp.
“Undskyldningerne står i kø”
Dansk Folkeparti mener på den baggrund, at Cecilia Lonning-Skovgaard har spillet fallit som integrationsborgmester:
”De dårlige resultater viser, at håndteringen af personer med ikke-vestlig baggrund har været alt for slap. Målene nås ikke, og undskyldningerne står i kø, mens borgmesteren håber på en bedre udvikling. Men håb er ikke en strategi,” siger Dansk Folkepartis gruppeformand på Københavns Rådhus, Finn Rudaizky – og fortsætter:
”Vi kan derfor ikke støtte, at Cecilia Lonning-Skovgaard fortsætter som borgmester efter valget. Hvis Venstre får mulighed for at opnå en borgmesterpost, når københavnerne har stemt, må de derfor stille med en anden kandidat, såfremt DF’s mandater skal tælles med. Resultaterne er simpelthen for ringe, og der må friske kræfter til”.
“Resultaterne er simpelthen for ringe, og der må friske kræfter til”
Finn Rudaizky, gruppeformand, Dansk Folkeparti i Københavns borgerrepræsentation
Slappe krav fra Venstre
Cecilia Lonning-Skovgaard peger selv på, at beskæftigelsesfrekvensen for københavnere med ikke-vestlig baggrund er steget med 5 procentpoint til 61 pct. i hendes borgmestertid, men det imponerer mildest talt ikke Dansk Folkeparti:
”Det er det resultat, Venstre går til valg på. Det er slapt kun at kræve en stigning, men ikke at kræve mange flere udlændinge i job. 61 procent er helt til grin, men det er altså det Cecilia Lonning-Skovgaard kan præstere, og det er ikke godt nok,” siger Finn Rudaizky.
Pia Kjærsgaard bakker op
De københavnske DFeres kritik af Venstre-borgmesteren får opbakning fra Dansk Folkepartis udlændingeordfører Pia Kjærsgaard. Hun siger til Berlingske:
”Det er ikke lykkedes Venstres Cecilia Lonning-Skovgaard, som har haft ansvaret i fire år, at få styr på sagen. Alt for få indvandrere er i job, og alt for få bidrager derfor til det samfund, der giver dem alt. Det er en skandale over for alle arbejdende københavnere, som betaler gildet,” siger Pia Kjærsgaard.
Hun mener, københavnerne vil være bedst tjent med en DF’er som integrationsborgmester:
”Nu er det slut med at bakke op om en borgmester som ikke leverer. Den bedste garanti for en stram udlændingepolitik i København er en Dansk Folkeparti-borgmester på posten,« siger Pia Kjærsgaard til Berlingske.
Afviser kritik: Skyldes covid-19
Cecilia Lonning-Skovgaard afviser kritikken fra DF. Hun forklarer de manglende resultater med, at området har været meget negativt påvirket af covid-19:
“Vi har netop i denne periode arbejdet målrettet med social kontrol og løftet kvinder fra et hjemmeliv i social kontrol ud til et aktivt liv, hvor de begynder at være i arbejde og under uddannelse,” siger Venstres spidskandidat til Berlingske.