DF-forslag skal ære faldne soldater i Horsens – men GDPR-regler står i vejen

0
1524
Michael Nedersøe, medlem af byrådet i Horsens og folketingskandidat for Dansk Folkeparti.

Horsens vil gerne opkalde veje efter faldne soldater men kan ikke få udleveret oplysninger om eventuelle faldne fra Horsens

Når nye veje skal navngives i Horsens Kommune, skal navne på faldne danske soldater med lokal tilknytning fremover indgå i overvejelserne.

Dét ønske fik Dansk Folkeparti i Horsens med i aftalen om det kommunale budget for 2021.

Der har bare vist sig et problem. På grund af de særlige GDPR-regler om beskyttelse af personlige data, kan kommunen ikke få oplyst hos Forsvaret, om der blandt de soldater, der er faldet på missioner i udlandet, er nogen, der havde bopæl i Horsens.

”Vores borgmester har haft kontakt med Forsvarsministeriet, men der er ikke noget at gøre. De må ikke udlevere oplysninger af denne type. Derfor prøver jeg nu via Facebook at se, om jeg kan få kontakt til eventuelle pårørende,” siger byrådsmedlem for Dansk Folkeparti, Michael Nedersøe, der også vil tage kontakt til veteranforeninger.

Michael Nedersøe mener, det er på sin plads, at faldne soldater æres ved at opkalde veje efter dem:

”Jeg har kæmpestor respekt for soldater, vi sender ud. Dem bør vi ære, og det gælder ikke mindst dem, der betaler den ultimative pris,” siger Michael Nedersøe.

Ud over beslutningen om at navngive veje efter faldne, fik DF også med i budgetaftalen, at der på flagdagen for Danmarks udsendte den 5. september skal flages med Dannebrog fra alle kommunale flagstænger i Horsens.