DF vil forhindre skattesmæk til corona-helte

0
1823
De skal belønnes, ikke straffes, siger Bent Bøgsted om de ansatte, som yder en ekstra indsats under coronakrisen. Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix

Dansk Folkeparti foreslår særlig indberetning af ekstra arbejde, så ’coronahelte’ ikke straffes økonomisk. ”De der yder en ekstra indsats og udsætter sig selv for smitte, skal ikke straffes,” siger Bent Bøgsted (DF)

Dansk Folkeparti havde et forslag med, da beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) mandag samlede partierne for at finde en løsning, så sosu- og sundhedsmedarbejdere ikke straffes økonomisk, hvis de tager ekstra vagter under coronakrisen.

Ekstra Bladet har afdækket, hvordan førtidspensionister trækkes i pension, hvis de er gift med sosu-medarbejdere eller sygeplejersker, der tager ekstravagter under coronakrisen.

Avisen har f.eks. fortalt om førtidspensionisten Lars Hansen og hans kone, der er sosu-hjælper. Hun har taget ekstra corona-vagter på et plejehjem, og det betød i december, at Lars Hansen fik skåret 6000 kroner af sin førtidspension.

“Det kan vi simpelt hen ikke være bekendt,” sagde DFs gruppeformand Peter Skaarup i en kommentar for nogle uger siden.

Og nu har DF et forslag til en løsning:

DF foreslår, at det skal være mulighed for at indberette ekstra indtægter til Udbetaling Danmark som ‘ekstra-indkomst forbundet med corona-relaterede ekstravagter’. Samtidig foreslår DF, at grænsen hæves for, hvornår der modregnes i pensionen.

”De, der i denne covid 19 tid yder en ekstra indsats og udsætter sig selv for smitte, skal ikke straffes, men belønnes,” siger DFs beskæftigelsesordfører Bent Bøgsted til Ekstra Bladet.

Hæv bundfradraget

Helt konkret foreslår DF, at bundfradraget, der er på 122.500 kr. i dag, før der sker modregning i ægtefælle/samlevers førtidspension eller folkepension, hæves til 150.000 kr. eller 175.000 kr.

”Modellen er målrettet ift. at løse det konstaterede problem bagudrettet, og indebærer ikke generelle lempelser af indtægtsreguleringen for samtlige modtagere af førtidspension. Der er dermed ingen der mister noget ift. situationen lige nu – der er alene nogen, der ‘vinder’ noget. Forslaget skal også gælde fremad rettet, så længe vi har Covid 19,” lyder det i forslaget fra DF.