DF sørgede for, at Thin Blue Line Denmark kom med i politiforliget. Foreningen støtter tilskadekomne ansatte i det danske politi, og det er en sag, der er behov for, mener DF’s retsordfører Peter Skaarup.
Af Frida Kok
Den danske forening for tilskadekomne politifolk Thin Blue Line Denmark har med Dansk Folkepartis hjælp sikret sig en plads i politiforliget og en økonomisk støtte på én million kroner om året i tre år.
Støtte til foreningen var en mærkesag for partiet under politiforhandlingerne, fortæller retsordfører Peter Skaarup.
”Thin Blue Line Denmark gør et vigtigt stykke arbejde. Det er godt, at der er nogen, som hjælper de af politiets medarbejdere, der er kommet dertil, hvor de har brug for hjælp, hvad end det skyldes voldelige oplevelser, trusler eller psykiske problemer. Politiet har et enormt hårdt job, og det er vigtigt at bakke dem op,” siger han og tilføjer:
”Vi skal stå bag vores politibetjente, der gør en kæmpe indsat for Danmark hver dag og som må håndtere stadig stigende og mere brutal kriminalitet fra særligt indvandrebander.”
Thin Blue Line Denmark er indtil videre den eneste forening i Danmark for tilskadekomne politifolk og pårørende. En stor del af foreningens arbejde går på at støtte op om medlemmerne og tilbyde dem netværk, som de kan få glæde af i det lange løb. Indsatsen handler om at skabe et sikkerhedsnet, så politifolkene ikke går alene med deres problemer, men derimod får et sted og et fællesskab, hvor de altid kan søge hjælp.
Hele Danmarks politi
Thin Blue Line Denmark har også et mål om at øge opmærksomheden og derved også støtten til de politifolk, der er kommet til skade enten psykisk eller fysisk i forbindelse med deres arbejde. De håber, at bidraget i politiforliget vil kunne hjælpe dem med at sprede ordet om foreningen i hele Danmark og sikre flere tilbud i alle landsdelene.
Også Peter Skaarup mener, at målet er et større fokus på området.
”Forsvarets folk har for eksempel allerede været igennem en hel del udfordringer, og det har gjort, at man er blevet bedre til at hjælpe veteraner. Vi er ikke nået lige så langt med hjælpen til politi- og fængselsbetjente, og jeg håber derfor, at det her bidrag kan være med til at sætte fokus på det,” siger han.
Pengene skal desuden også gå til at skabe et stærkt fundament for foreningen, der indtil videre kun har været medlemsbaseret.
FAKTA: Hvad er Thin Blue Line Denmark?
- Foreningen, der er den eneste af sin slags i Danmark, er en forening for tilskadekomne ansatte i politiet og deres pårørende. De skaber netværk på tværs af medlemmerne ved bl.a. at tilbyde sociale aktiviteter og foredrag. Af aktiviteter har de bl.a. saunagus, hvor syv udvalgte medlemmer får flere ture sammen for at skabe bånd, aftenener med spisning sammen og en årlig tur til USA med besøg hos amerikanske veteraner.
- Formålet med foreningen er at skabe et fællesskab og et netværk, hvor politifolk kan søge hjælp og støtte.
- Foreningen er – foruden støtten fra politiforliget – medlemsbaseret, og det koster 45 kroner om måneden at være medlem. Alle danskere kan blive medlem af foreningen, og man skal således ikke være ansat i politiet for at melde sig ind.