DF-formand: Uforståeligt at regeringen ikke vil hjemsende syrere

0
2371
Statsminister Mette Frederiksen under tirsdagens spørgetime i Folketinget. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Regeringen vil ikke samarbejde med Assad-styret om hjemsendelser, selv om Flygtningenævnet har afgjort, at syrere uden opholdgrundlag kan hjemsendes. ”Så kan der gå mange år, før de kan sendes hjem,” siger DFs formand Kristian Thulesen Dahl

Der risikerer at gå mange år før Danmark kan hjemsende syriske flygtninge, hvis regeringen fastholder sin nuværende beslutning om, at man ikke vil tvangsudsende syrere, fordi man ikke vil samarbejde med Assad-styret.

Det mener Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl, som tirsdag i statsministerens spørgetid kritiserede, at regeringen ikke vil hjemsende tre syriske flygtninge, som i december fik afgjort deres sager i Flygtningenævnet.

De tre syrere har ikke længere lov at opholde sig i Danmark, og ifølge Flygtningenævnet er situationen sikker nok til, at de kan hjemsendes til den syriske hovedstad Damaskus. Men det afviser regeringen med den begrundelse, at man ikke vil samarbejde med det nuværende styre.

“Uforståeligt”

Kristian Thulesen Dahl mener, at beslutningen går stik imod tidligere meldinger fra Socialdemokratiet om, at flygtninge skal hjemsendes, når de ikke længere har et beskyttelsesbehov.

”Jeg troede vi havde en fælles forståelse af at de mennesker, der kommer til Danmark og ikke har krav om opholdsgrundlag, at de skal sendes tilbage til deres hjemland. Derfor er det uforståeligt for mig, at regeringen ikke gør det i forhold til de personer, der er omfattet af Flygtningenævnets afgørelse om lige præcis det,” sagde Kristian Thulesen Dahl i spørgetiden.

Statsminister Mette Frederiksen svarede, at regeringen fortsat mener, at flygtninge, der ikke længere har et beskyttelsesbehov, skal hjemsendes. Men lige nu er der ingen europæiske lande, der tvangsudsender til Syrien på grund af Assad-styret, og den linje følger regeringen.

”Vi mener ikke, at vi kan tvangsudsende som situationen er lige nu, men vi går i dialog med vores europæiske samarbejdspartnere om, hvordan vi sikrer, at vi kommer til det,” lød statsministerens svar.

Dansk Folkepartis Kristian Thulesen Dahl og SFs Pia Olsen Dyhr under tirsdagens spørgetime. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Risikerer at gå mange år

Men så kan det få meget lange udsigter, mener Kristian Thulesen Dahl.

”Hvis regeringen har den opfattelse, at så længe Assad sidder ved magten i Syrien, så kan man ikke sende de her mennesker tilbage til Syrien eller samarbejde med Assad-regimet om det, så er realiteten vel at i de kommende sandsynligvis mange år vil man ikke kunne sende folk tilbage til Syrien. Folk vil kunne komme som migranter til Danmark fra Syrien og nægte at medvirke til deres egen hjemrejse, og så er Danmark ikke i stand til at foretage sig noget,” sagde DF-formanden.

Men det afviser statsministeren:

”Det at kunne tvangsudsende er en afgørende mulighed., Det er bare ikke alle lande, hvor vi kan gøre det til på alle tidspunkter,” sagde Mette Frederiksen.