DF-formand: Regeringen har glemt de ældre

0
2705
Partiformand Kristian Thulesen Dahl på sidste uges sommergruppemøde. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

S-regeringen og dens støttepartier omtaler næsten ikke ældreområdet i det forståelsespapir, som blev aftalt op til regeringsdannelsen. DFs formand Kristian Thulesen Dahl frygter, at de ældre bliver glemt

To en halv linje. Så meget fylder de ældre i det forståelsespapir, som den nye socialdemokratiske regeringen aftalte med sine støttepartier Det Radikale Venstre, SF og Enhedslisten, da regeringen tiltrådte i juni. Det viser, hvor lidt regeringen prioriterer ældreområdet. Det mener Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl.

”Man kan godt blive bekymret. Da Socialdemokratiet, Radikale, SF og Enhedslisten i juni fremlagde deres såkaldte forståelsespapir – grundlaget for deres prioriteringer de kommende år, fyldte ældreområdet to en halv sætning. Til sammenligning fyldte klimaet tre sider! Vi skal selvfølgelig tage nogle kloge klimavalg for at sikre den grønne omstilling. Og det kræver opmærksomhed. Men signalet i forståelsespapiret – hvad disse partier prioriterer – er ikke til at tage fejl af. De ældre er foreløbigt blevet glemt af regeringspartiet og dets støtter,” skriver Kristian Thulesen Dahl i sit første ugebrev efter sommerferien.

Vådservietter i stedet for bad

I sidste uge var der historier fremme om kommuner, som overvejer at erstatte bad til ældre med vådservietter for at spare penge. Der har også været historier om afslag på plejehjemspladser til ældre, der har brug for hjælp, og om bleer der ikke bliver skiftet. Det understreger, at der er brug for flere penge og nye tiltage p på ældreområdet, fastslår Kristian Thulesen Dahl.

”En del af løsningen er naturligvis, at kommunerne tilføres penge svarende til de flere ældre. Men også at kommunerne så forpligtes til faktisk at bruge pengene på at hjælpe vore ældre medborgere.  Og så skal vi sikre en større ensartethed rundt i landet. Man skal ikke være nødsaget til at flytte til en anden kommune for at få en ordentlig og værdig ældrepleje,” skriver han.

“Man skal ikke være nødsaget til at flytte til en anden kommune for at få en ordentlig og værdig ældrepleje”

Kristian Thulesen Dahl, formand, Dansk Folkeparti

Kamplystent DF

Kristian Thulesen Dahl fastslår, at DF under VLAK-regeringen fik presset mange forbedringer igennem på ældreområdet. Men spørgsmålet er, hvad der sker nu. DF-formanden lover, at DF vil holde skarpt øje med, hvad regeringen og støttepartierne vil gøre:

”Regeringen møde et kamplysten Dansk Folkeparti. Og det gælder i særdeleshed også på ældreområdet. Vi vil holde et skarpt øje med folketingsflertallets ageren overfor de ældre. Det er vigtigt, at pengene følger med, så vi kan sikre værdighed for vore ældre. Regeringen har så småt taget fat på kommunernes økonomi for næste år. Det haster efterhånden! Og min opfordring er klar: Husk valgløfterne overfor de ældre! De må ikke lades i stikken,” skriver Kristian Thulesen Dahl i ugebrevet.

Læs også: Kommune skal spare: Overvejer at erstatte bad til ældre med vådservietter

FAKTA: DET STÅR DER I FORSTÅELSESPAPIRET OM ÆLDRE

Ældreområdet bliver specifikt nævnt på side 9 i forståelespapiret mellem regeringenog den støttepartier. Der står:

Øge værdigheden i ældreplejen. Med det mål at give de ældre mest mulig selvbestemmelse og værdighed igangsættes et arbejde, der skal reducere unødvendige dokumentationskrav, kontrol og minuttyranni i ældreplejen og dermed frigøre tid til arbejdet med den enkelte ældre.