DF-formand kræver garanti: Plastskandale skal stoppes nu

0
1183
TV2 afslører i en dokumentarudsendelse, at dansk plastaffald havner på uautoriserede lossepladser i Malaysia og Indonesien. Se mere på tv2.dk

Dansk plastaffald er via Tyskland havnet på uautoriserede lossepladser i Malaysia og Indonesien, hvorfra det brændes af under giftige forhold på illegale fabrikker. Kristian Thulesen Dahl kræver garanti fra minister for, at det ikke sker igen

Chipsposer, isbøtter, vaskemiddeldunke, tandpasta og meget andet plastaffald fra Danmark. Det er alt sammen endt i Malaysia og Indonesien, hvor det brændes af under ukontrollerede forhold.

Det dokumenterede TV2 i weekenden, og det vækker vrede blandt danske politikere.

Affaldet kommer fra kommunale affaldsselskaber, som har samlet det ind hos borgerne, der møjsommeligt har sorteret deres affald. Det er sendt videre til Tyskland, fordi det ikke kan behandles i Danmark, og herfra er det via mellemmænd havnet i Østasien, hvor det havner på lossepladser og brændes af på illegale fabrikker.

Miljøminister Lea Wermelin vil tage sagen op med sine kolleger i EU. Men Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl mener slet ikke det er er nok. I sit ugebrev skriver han, at DF vil have en garanti fra miljøministeren for, at det ikke sker igen:

“Ellers er danskerne jo fortsat til grin, mens miljø og klima lider. I Dansk Folkeparti vil vi holde regeringen oppe på, at der virkelig sker noget i denne sag og at det ikke bare ender som en hyggesnak nede i Bruxelles. For vi kan ikke bede danskerne om at sortere vores affald, hvis vi ikke ved, hvor det bagefter ender,” skriver Kristian Thulesen Dahl.

“Vi kan ikke bede danskerne om at sortere vores affald, hvis vi ikke ved, hvor det bagefter ender”

Kristian Thulesen Dahl, formand for Dansk Folkeparti

“Det holder virkelig ikke””

DF-formanden fastslår, at det er positivt at mange kommuner har sat initiativer i gang, så vi sorterer vores affald. Men det hele falder til jorden, når der kommer afsløringer frem om, at affaldet blandes sammen – eller når TV2 kan afsløre, at plastaffald brændes af under så farlige forhold, at det gør folk syge i Malaysia og Indonesien.

“Så var det da meget bedre, at den danske plastik var blevet brændt af i Danmark. Danskerne vil jo ikke gøre en kæmpe indsats for miljø og klima for så i virkeligheden at ende med at bruge lande som Malaysia og Indonesien som losseplads for vores affald. Det holder virkelig ikke,” skriver Kristian Thulesen Dahl.

Dansk Folkeparti vil nu sammen med Enhedslisten stille forslag om, at kontrollen med plastaffaldet skærpes.

”Vi ved, at der blandt danskerne er en stor velvilje overfor bl.a. affaldssortering. Både for at sikre at affald genanvendes, når det er muligt. Eller afbrændes ved høje temperaturer, når det er det bedste. Men danskerne skal have sikkerhed for, at ulejligheden med sorteringen er givet godt ud. Ellers mister vi danskernes velvilje,” skriver Kristian Thulesen Dahl.

Læs mere her: TV 2 finder dansk plastaffald på dumpingsite i Malaysia