Det nye, ekstra tilskud til børn med forældre på kontanthjælp og integrationsydelse, vil få færre til at tage et arbejde, vurderer tænketanken Cepos i analyse
Regeringens nye tilskud til børnefamilier på kontanthjælp og integrationsydelse fjerner næsten gevinsten ved at tage et lavtlønsarbejde. Det er konklusionen i en ny analyse fra den borgerlige-liberale tænketank Cepos.
Det nye børnetilskud er på 550-700 kr. om måneden pr. barn i alderen 0-14 år. Derudover får enlige forsørgere et supplerende tilskud på 650 kr. månedligt. Det betyder i følge Cepos, at gevinsten for at tage et arbejde reduceres fra 4.900 kr. om måneden for en enlig mor på kontanthjælp med to børn, til 3.100 kroner om måneden.
“Der er fortsat en økonomisk gulerod ved at tage et lavtlønsjob, men min vurdering er, at vi er nede omkring smertegrænsen. 150 kr. pr. arbejdsdag i gevinst ved et hårdt job er ikke særlig meget. I dag er der en klækkelig gevinst ved at arbejde, og den bliver betragteligt mindre. Derfor vil forliget indebære, at flere vil være på kontanthjælp og færre i beskæftigelse,” siger cheføkonom Mads Lundby Hansen, CEPOS, til tænketankens hjemmeside.
Ifølge Cepos vil en enlig mor på kontanthjælp med to børn have en disponibel indkomst på ca. 20.200 kr. med det nye tilskud. Er hun i arbejde, er den månedlige indkomst på 23.200 kr., efter 500 kr. i transportudgifter.
“Derfor vil forliget indebære, at flere vil være på kontanthjælp og færre i beskæftigelse”
Mads Lundby Hansen, cheføkonom, CEPOS
Vil svække integrationen
Hvis der er tale om en enlig mor på integrationsydelse, vil gevinsten for at tage et arbejde falde fra 6.400 kr. efter skat om måneden til 3.100 kr. Om den ændring siger Mads Lundby Hansen:
“Det vil svække integrationen på arbejdsmarkedet, og vi er i forvejen ikke gode til at få ikke-vestlige indvandrere i job. Man skal også huske på, at Finansministeriet har beregnet, at ikke-vestlige indvandrere og efterkommere har et negativt nettobidrag på de offentlige finanser på 35 milliarder kroner i løbet af et år. Det nye børnetilskud vil forværre nettobidraget. Jobtabet og svækkelsen af de offentlige finanser er ærgerligt”.
“Det vil svække integrationen på arbejdsmarkedet, og vi er i forvejen ikke gode til at få ikke-vestlige indvandrere i job”
Mads Lundby Hansen, cheføkonom, CEPOS
Det nye, midlertidige børnetilskud er aftalt mellem regeringen og den støttepartier Radikale, Enhedslisten og SF. Det koster statskassen 250 millioner kroner om året og forventes at gå til ca. 27.900 børn, fordelt på ca. 14.000 familier.
Beregninger i Beskæftigelsesministeriet har vist, at tilskuddet i langt overvejende grad vil gå til indvandrerfamilier. 63 procent er således af ikke-vestlig herkomst, i følge ministeriets egne tal.
DF: Brud på stram udlændingepolitik
Dansk Folkeparti og de øvrige borgerlige partier har kritiseret det nye tilskud. Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl har kaldt aftalen et klart brud på den stramme udlændingepolitik:
“Det vil utvivlsomt gøre Danmark til et mere attraktivt sted at søge til. Og det var ikke, hvad Socialdemokratiet stillede danskerne i udsigt før valget i juni,” skrev han på facebook, da aftalen blev offentliggjort i starten af september.
Det nye tilskud skal løbe, mens regeringen venter på konklusionerne fra den såkaldte Ydelseskommission. Den skal senest i juni 2020 komme med et forslag til fremtidens sociale ydelser.