DF får vigtig rådmandspost i Aalborg

0
2244
Kristoffer Hjort Storm bliver ny rådmand for Senior og Omsorg i Aalborg.

Dansk Folkepartis Kristoffer Hjort Storm bliver Aalborg Kommunes nye rådmand for Senior og Omsorg, der bl.a. dækker ældreplejen

Selv om Dansk Folkeparti næsten fik halveret sit stemmetal ved kommunalvalget i Aalborg, så oplevede spidskandidat Kristoffer Hjort Storm personlig succes med en fremgang på næsten 400 personlige stemmer, og han kan nu krone succesen med en af Aalborgs syv rådmandsposter. Der er tilmed tale om et absolut DF-kerneområde, nemlig posten som Rådmand for Senior og Omsorg. Dermed skal 32-årige Kristoffer Hjort Storm de næste fire år stå i spidsen for den kommunale ældrepleje i landets fjerde største kommune.

”Det er et område, der ligger Dansk Folkeparti meget nært, og som jeg har kæmpet meget for i de seks år, jeg har siddet i byrådet, så jeg glæder mig rigtig meget til at komme i gang,” siger Kristoffer Hjort Storm.

Rød blok sidder tungt på magten i Aalborg med 19 ud af 31 mandater i det nye byråd. Men ved at gå sammen med de øvrige borgerlige partier sikrede DF det 12. mandat til blå blok, der udløser tre rådmandsposter. Derfor havde Kristoffer Hjort Storm stærke kort på hånden, da rådmandsposterne skulle fordeles.

”Det kan forhåbentlig bruges til at markere Dansk Folkeparti så meget som muligt. Det fede er, at ældreområdet er det område, der har fyldt allermest for mig i de år jeg har siddet i byrådet. Jeg er gået forrest i byrådet med ideer til, hvordan vi kan gøre det bedre, og nu bliver jeg daglig leder af forvaltningen og kan præge området hver eneste dag. Så selv om vi kun får et mandat i det nye byråd, så får vi virkelig mulighed for at påvirke ældrepolitikken i den retning, vi ønsker,” siger han.

Rekruttering af sosu-medarbejdere bliver hovedopgave

En af de største udfordringer for ældreplejen i Aalborg bliver at skaffe varme hænder nok. Sosu-skolerne anslår selv, at der uddannes cirka 500 færre sosu-assistenter i Region Nordjylland, end der er brug for. Rekruttering og fastholdelse af sosu-medarbejdere til bliver derfor en af de største udfordringer for den nye rådmand.

Kristoffer Hjort Storm fik 2210 personlige stemmer ved valget i tirsdags. Det var en fremgang på 370 stemmer i forhold til valget i 2017.

”Det er et af de områder, der virkelig skal tages fat om, og det bliver svært, for der er hård kamp mellem kommunerne om at tiltrække de samme medarbejdere. Derfor skal vi dels kigge på, hvordan vi kan fastholde vores nuværende personale; dels skal vi sammen med sosu-skolen se på, hvordan vi kan gøre det mere attraktivt at være sosu-medarbejder. Desuden bør vi se på, om vi kan flytte medarbejdere fra andre områder, hvor der ikke er lige så meget brug for dem som der er i ældreplejen,” siger Kristoffer Hjort Storm.

Han vil også have et kritisk kig på det bureaukrati, som sosu-medarbejdere arbejder under.

”Vi bør se på, om der er nogle tidsrøvende administrative procedure, som bare er der for systemets skyld. Jeg kan forstå, at vores personale bruger 40-60 minutter om dagen på registrering, indtastning af data osv. Halvdelen af dét er noget lovbestemt, men resten er noget kommunen har pålagt dem. Jeg synes vi skal fjerne de kommunale procedurer, og så spørge medarbejderne, hvilken af disse procedurer, de synes er relevante og bør beholdes,” siger Kristoffer Hjort Storm.

Rådmand på fuld tid

Posten som rådmand er et fuldtidsjob, så Kristoffer Hjort Storm skal nu sige farvel til sit nuværende arbejde som regional marketing- og netværkschef i Rekom, Nordens største kæde af barer og natklubber. Som rådmand bliver han samtidig medlem af Aalborg Kommunes magistrat, der en slags politisk forretningsudvalg i kommunen. Derudover er Kristoffer Hjort Storm også valgt som DFs eneste medlem i det nye regionsråd i Region Norjylland. Den 32-årige lokalpolitiker bliver derfor en central kommunalpolitisk repræsentant for Dansk Folkeparti i de kommende år.

”Det vil jeg forsøge at forvalte så godt som muligt. Jeg ser det som min opgave at være så god en ambassadør for DF som muligt,” siger Kristoffer Hjort Storm.