Hvad foregår der egentlig på landets mellemøststudier?

0
2973
Morten Messerschmidt, næstformand i Dansk Folkeparti. Foto: Carsten Lundager

Af Morten Messerschmidt, næstformand for Dansk Folkeparti

I sommer angreb terrororganisationen hamas (igen) Israel. Konflikten fik 40 danske mellemøstforskere til i Politiken at fordømme Israel og opfordre til boykot af landet, de betegnede som en ”apartheidstat”. Det vakte naturligvis min nysgerrighed. For hvad foregår der egentlig på universiteterne blandt disse forskere? Derfor søgt jeg for en måneds tiden om aktindsigt i en række forhold på ToRS – Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier – ved Københavns Universitet. Det førte til en forside i Berlingske Tidende, men desværre interesserede avisen sig mere for det, at en politiker havde søgt om aktindsigt end, hvad det var, jeg spurgte om – og ikke fik svar på…

For ToRS var ikke nem at få informationer ud af. Mens man gerne bistår med lønoplysninger om navngivne ansatte, er Instituttet lukket land, når det kommer til spørgsmål om:

  • arrangementer og begivenheder, som har modtaget støtte i form af penge eller arbejdstid af instituttet og dets ansatte siden 1. januar 2016.
  • foreninger, studenterklubber mv., som har modtaget støtte i form af penge eller arbejdstid af instituttet og dets ansatte siden 1. januar 2016.
  • brug af eksterne undervisere som har sit primære ansættelsesforhold på udenlandske ambassader, fra år 2000 og frem.
  • kontakt mellem instituttet ellers dets ansatte og udenlandske ambassader eller andre officielle repræsentanter for udenlandske magter.
  • repræsentation, personalefester, bonus for særlig arbejdsindsats, mv. siden 1. januar 2016.

På disse centrale spørgsmål så man sig desværre ikke i stand til at svare. Visse dele afvises med, at anmodningen er mangelfuldt konkretiseret. Men hvorfor oversender man ikke blot det samlede materiale? Andre afvises med, at man ganske enkelt ikke aner det. Det gælder eksempelvis i forhold til undervisere med primær indtægt fra mellemøstlige ambassader, hvor man slet og ret svarer: når universitet ansætter eksterne undervisere, foretages der ikke nogen registrering af deres primære ansættelsesforhold/hovedansættelsen. Det er derfor ikke muligt at udtrække disse oplysninger”.

Med andre ord: når den tyrkiske ambassade, der er notorisk kendt som Præsident Erdogans forlængede arm, har undervisere på vores danske universiteter, så er det ikke noget, man noterer eller registrerer. Det kan de fleste vist se et problem i.

”Der foreligger ikke dokumenter eller er oprettet sager på instituttet vedrørende nævnte forhold, da det ikke er noget, der bliver registreret”, fik jeg at vide.

Og det er bekymrende. For hvad foregår der så egentlig på ToRS?

Blandt de 40 forskere, der altså gerne forsvarer terrororganisationen Hamas, er 15 tilknyttet Københavns Universitet. Det gælder eksempelvis Christine Crone, der på Universitetes hjemmeside præsenterer sig som repræsentant for “an interest in how worldviews come into existence as new constellations of already existing ideas, ideals and images – as a kaleidoscope where the same pieces of coloured glass take different forms and materialize into different realities as they are moved around”. Umiddelbart lyder det mere som en introduktion til den yderste venstrefløjs principprogrammer end et studium på Københavns Universitet.

“Umiddelbart lyder det mere som en introduktion til den yderste venstrefløjs principprogrammer end et studium på Københavns Universitet”

Eller hvad med lektor Ehab Galal, der udforsker ”nye, fortrinsvis transnationale islamisk orienterede programmer med et analytisk fokus på religiøse subjektiveringsprocesser i et intersektionelt perspektiv. Nøglebegreber er medier som symbolske ressourcer og som rum for identitetskampe og forhandling”, og præsenterer sit seneste projekt med nøglebegreberne ”transnationale muslimske fællesskaber, tilhørsforhold og identitet”.

Eller June Dahy, der på Universitetets hjemmeside skriver: ”Syrere i Danmark skal ikke sendes tilbage til systematisk vold blottet for retssikkerhed”, og skarpt suppleres af Zenia Yonus, hvis ”forskning handler om syriske diasporagrupper i Europa, og hvordan de anvender medier i transnationale rum”. Det lyder jo unægtelig som et forskningsprojekt, finansieret af den yderste venstrefløj!

Men det fortsætter: ”mit ph.d.-projekt fokuserer på, hvordan syriske diasporagrupper i Danmark, Sverige og Tyskland navigerer i et medielandskab fyldt med nye græsrodsmedier og en ny form for transnational digital aktivisme. Projektet søger at forstå, hvilken rolle medierne spiller i politisk mobilisering, og at udfolde mediernes indflydelse på syriske diasporagruppers forståelse af krigen”.

Og hvad betyder det så? Og hvad har det af relevans for forskningen på Københavns Universitet, hvad syrere, der som flygtninge midlertidigt måtte befinde sig i Danmark, noterer sig ved danske medier?

Jørgen Bæk Simonsen er naturligvis en sag helt i sig selv. Og hans ”studie af islam og muslimer i Europa og Danmark og de udfordringer muslimer i den forbindelse stilles over” påkalder sig det hele grundlæggende spørgsmål: Hvad vedkommer det danske skatteydere, hvordan muslimer finder sig til rette i Danmark? Burde de ikke være taknemmelig for at være blevet modtaget af den meste udviklede, teknologisk overlegne og humanistisk indstillede civilisation i verdenshistorien, mens deres egen kultur synes lamslået og udygtig til sikre endog de meste basale fornødenheder for sin egen befolkning?

Også Nina Grønlykke Mollerup tilslutter sig koret: ”Min forskning handler om medier og deres rolle i samfundsmæssige forandringer, specielt i forbindelse med konflikt og undertrykkelse med fokus på marginaliserede mennesker og aktører, der udfordrer status quo”. Andre mere ydmyg typer som Özlem Has og Anders Hastrup har valgt slet intet at offentliggøre på Universitetets hjemmeside. Så det eneste, vi altså ved om dem, er, at de betragter Israel som racediskriminerende apartheid og hamas som frihedskæmpere. Og egentlig er det vel også nok..!