DF: Ulandshjælp skal stoppe plastikforurening fra verdens største floder

0
3371
Verdens 10 største floder sender hvert år ca. fire millioner tons plastikaffald ud i verdenshavene.

Plastikaffald fra verdens 10 største floder er den største kilde til plastikforureningen af verdenshavene. DF foreslår, at der bruges 1 milliard kroner årligt af den danske udviklingshjælp til at bekæmpe plastikforurening fra disse floder

Fire millioner tons. Så meget plastikaffald vælter hvert år ud i verdenshavene via verdens 10 største floder, anslås det. Det får nu Dansk Folkeparti til at foreslå, at en større del af udviklingshjælpen går til at hjælpe landene omkring de ti store floder med at behandle deres plastikaffald.

Forskeren Christian Schmidt har anslået, at hvis plastikaffaldet fra de ti store floder kan halveres, vil mængden af plastik, der havner i verdenshavene fra floderne, kunne reduceres med 45 procent. Derfor er det oplagt at gå efter at begrænse plastikudledningen herfra, siger DFs miljøordfører Rene Christensen.

”Når vi nu ved hvor kilden til plastikforureningen er, hvorfor så ikke starte der? Selvfølgelig skal vi også arbejde med alle de øvrige ting, såsom begrænsning af plastikposer øget genanvendelse osv. Men vi får mere ud af at bruge penge på at hjælpe landene omkring de store floder med at behandle deres plastikaffald, så det ikke havner i verdenshavene,” siger Rene Christensen.

“Når vi nu ved hvor kilden til plastikforureningen er, hvorfor så ikke starte der?”

Rene Christensen, miljøordfører, DF

Vil kunne få andre lande med

Konkret foreslår DF, at den nuværende pulje af udviklingsbistand, som går til natur, miljø og klima, hæves fra 832 mio. kroner i 2018 til 1 mia. kroner. Pengene skal tages fra den øvrige udviklingsbistand og skal gå til udvikling af affaldssystemer mv. i de lande, hvor plastikforureningen er størst. I alt bruger Danmark 16 mia. kroner årligt på udviklingsbistand.

”Plastikdagsorden er vigtig, og hvis Danmark bruger en større del af udviklingshjælpen på dette område, vil vi også kunne få andre lande med. For vi kan selvfølgelig ikke gøre det alene,” siger Rene Christensen.

Dansk Folkepartis finans- og miljøordfører Rene Christensen. Foto: Steen Brogaard

Kan begrænse flygtningestrømme

Men er det udviklingsbistand at begrænse plastikforureningen langs eksempelvis Ganges i Indien, hvor mange bruger floden som losseplads? Ja, mener Rene Christensen. For plastikaffald i verdenshavene er i dag en kæmpe trussel mod det fiskeri, som brødføder nogle af verdens fattigste befolkninger. Ifølge FN’s organisation for mad og landbrug, FAO, så forsyner fiskeri godt og vel tre milliarder mennesker med cirka 20 pct. af deres animalske protein. I mange kystnære udviklingslande er det endda halvdelen.

”Når der kommer mere plastik i havene, bliver der færre fisk. Så hvis eksempelvis Indien bliver bedre til at samle sit plastik op, vil det være til gavn for de afrikanske lande, der lever af fiskeriet i Det Indiske Ocean. Dermed vil vi begrænse sult, hvilket formentlig også vil mindske flygtningestrømme på længere sigt,” siger Rene Christensen.

FAKTA: DE TI STØRSTE FLODER

Disse ti floder sender årligt ca. 4 mio. tons plastikaffald ud i verdenshavene:

Asien: Yangtze, Den Gule Flod, Hai He, Perlefloden, Amur, Mekong, Indus og Ganges.

Afrika: Niger og Nilen.