DF alene om grøn løsning, da Region Sjælland skulle vælge nyt vaskeri

0
2061
DF gik ind for en løsning, hvor opvarmningen sker med grøn energi, bl.a. solvarme.

Flertal i Region Sjælland stemte for nyt sygehusvaskeri baseret på naturgas. DF pegede på løsning med grøn energi og overfladevand

Region Sjælland har et ambitiøst mål om at reducere sin CO2-udledning med 70 procent inden 2030. Alligevel var det ikke de grønne løsninger og bæredygtighed, der var i fokus, da regionsrådet i sidste uge skulle vælge placering til et nyt sygehusvaskeri. I stedet valgte flertallet en løsning i Jyderup, hvor der skal varmes op med naturgas, hvor der skal køre tung trafik gennem et boligområde og hvor der bliver langt til offentlig transport.

Dansk Folkeparti var imod. Som det eneste parti pegede DFs seks medlemmer på en anden løsning i stationsbyen Svebølle. Her er der netop tænkt på grønne og bæredygtige løsninger:

“I Jyderup er der ingen busforbindelse, der er 1,6 kilometer fra stationen til stedet, hvor vaskeriet skal ligge, og der er tre kilometer ud til Rute 23 – en vej, der går ad Rådbjergvej ind gennem et boligområde. Energiforsyningen er kulsort, det er naturgas,” sagde Dansk Folkepartis Peter Jacobsen, da sagen blev behandlet i regionsrådet.

Peter Jacobsen under behandlingen af sagen om sygehusvaskeriets placering på sidste uges regionsrådsmøde.

“I Svebølle er der bus til døren. Hvis der etableres en sti, vil det tage få minutter at gå fra stationen. Der er 500 meter til Rute 23. Der skal bruges boverfladevand til vaskeriet, varmen kommer fra et grønt kraftværk, der bruger flis og solenergi, og Kalundborg-Symbiosen kan bidrage til yderligere grønne løsninger med genanvendelse af varmt vand,” fortsatte han.

Yderligere byder Svebølle-løsningen på mulighed for at arbejde med grøn transport i samarbejde med vognmandsfirmaet Johannes Rasmussen, der også ligger i Svebølle.

S-politiker: Det skal nok blive en grøn løsning

Den socialdemokratiske regionsrådsformand Heino Knudsen begrundede valget af Jyderup med, at det var et spørgsmål om praktik. Alle de tre løsninger, som region Sjællands administration har fremlagt, er glimrende, mener han. Men man kan komme hurtigst i gang i Jyderup, og det ligger godt i forhold til sygehusene i Holbæk og Slagelse.

Heino Knudsens partifælle Jan Hendeliowitz mener desuden, at løsningen i Jyderup nok skal blive grøn, selv om den ikke er det på papiret:

“Vi har jo beslutttet at naturgas skal udfases, så jeg har en forventning om, at vi nok skal finde en anden og grønnere løsning. Så der er ingen grund til at være bekymret for miljøspørgsmålet,” sagde han på regionsrådsmødet.

DF: Vi var det eneste grønne parti

Dansk Folkepartis Gitte Simoni giver dog ikke meget for venstrefløjens forklaringer:

”Vi er det eneste grønne parti i denne sag. De andre partier holder gerne skåltaler om bæredygtighed, men når det kommer til stykket, vælger man altså en anden løsning,” siger Gitte Simoni.

Byggeriet af det nye vaskeri skyldes, at det gamle sygehusvaskeri, der lå i tilknytning til Holbæk Sygehus, brændte ned til grunden i 2018. Det nye vaskeri får 40-50 medarbejdere.