Advokater hyret af Folketinget mener, at der er grundlag for at indlede rigsretssag mod Inger Støjberg. Men Støjberg burde i stedet hyldes som et forbillede, mener DFs retsordfører og gruppeformand Peter Skaarup
Det bliver uden stemmer fra Dansk Folkeparti, hvis Folketinget beslutter, at der skal indledes en rigsretssag mod tidligere udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V).
En stribe partier erklærede onsdag, at de nu mener, at Inger Støjberg skal stilles for en rigsret. Det sker på baggrund af den vurdering af Instrukskommissionens redegørelse, som to advokater onsdag formiddag præsenterede for et udvalg i Folketinget. Ifølge advokaterne er der ‘grundlag’ for at rejse tiltale mod Inger Støjberg, og der er en ‘rimelig formodning’ om, at hun kan dømmes i sagen.
Men Dansk Folkeparti afviser at støtte en rigsret. DFs gruppeformand Peter Skaarup kalder sagen, som handler om Inger Støjbergs beslutning som minister om, at asylpar skulle adskilles hvis en af parterne var under 18 år, for en hetz mod den tidligere V-næstformand.
”Inger Støjberg er udsat for en hetz uden lige. Hun har gjort kvinder i Danmark og i hele verden en tjeneste ved at sige fra over for den muslimske tradition om barnebrude. Det bør være et forbillede for resten af verdens politikere,” skriver Peter Skaarup på Facebook.
”Venstrefløjskommission”
DF-gruppeformanden betegner instrukskommissionen, som blev nedsat af regeringen og dens støttepartier, som en venstrefløjskommission:
”Jeg vil mest af alt kalde det her for en venstrefløjskommission, der vil fremme lempelig udlændingepolitik. I Dansk Folkeparti mener vi ikke, at vi skal spilde skatteborgernes millioner på fine advokater og Højesteretsdommere. Jeg undrer mig til stadighed over, hvordan venstrefløjen vil undgå barnebrude og sikre danske traditioner og vores levevis her i landet. Måske fordi de slet ikke er interesseret i den slags? ,” skriver Peter Skaarup.
“Jeg undrer mig til stadighed over, hvordan venstrefløjen vil undgå barnebrude og sikre danske traditioner og vores levevis her i landet”
Peter Skaarup, gruppeformand, DF
Foreløbig har Enhedslisten, SF, Radikale Venstre og Liberal Alliance meddelt, at de vil have nedsat en rigsret. Socialdemokratiet og Konservative har endnu meddelt sin holdning, og Venstre vil først tage stilling i næste uge. Nye Borgerlige er ligesom Dansk Folkeparti imod.
Støjberg: Ikke belæg for rigsret
Hovedpersonen selv, Inger Støjberg, mener ikke, der er grundlag for en rigsret. Hun kritiserer de to advokater, der har lavet dagens redegørelse, for bare at have lagt sig i slipstrømmen af Instrukskommissionens rapport. Her blev det konkluderet, at Inger Støjberg havde misinformeret Folketinget.
“Jeg mener bestemt ikke, at der er belæg for en rigsretssag. Tværtimod. Jeg havde troet, men også håbet, at Folketingets to udpegede advokater havde lavet et selvstændigt stykke arbejde. Men jeg kan konstatere, at de har lagt i slipstrømmen af kommissionens arbejde. Det synes jeg er ærgerligt. Det er jo sådan set på trods af, at flere uvildige advokater og professorer har været ude at kritisere kommissionens arbejde og konklusioner,” siger Inger Støjberg til TV2 News.
Læs også: