Det vil være for dyrt samfundsøkonomisk at få 1 million elbiler ud på vejene i 2030, konkluderer elbilkommissionen. DFs klimaordfører Morten Messerschmidt mener, at målet derfor bør være en halv million elbiler, siger han til Jyllands-Posten
Elbilkommissionen har nu præsenteret forskellige forslag til, hvordan man kan skaffe flere elbiler. Formålet er, at forslagene skal være uden større økonomiske omkostninger. Men det har ikke været muligt for kommissionen.
Det skriver Jyllands-Posten.
Elbilkommissionen vurderer, at det vil have for store omkostninger samfundsøkonomisk at få 1 million elbiler ud på de danske veje i 2030.
På den baggrund mener Dansk Folkepartis klimaordfører Morten Messerschmidt, at man skal gå efter en halv million elbiler.
”Den gode nyhed er, at det ikke er særlig dyrt at gå efter 500.000 elbiler. Det vil være en pæn del af bilerne i 2030, og det kan nås uden de store økonomiske omkostninger, ” siger han til Jyllands-Posten.
Råd til en bil
Ifølge Morten Messerschmidt handler det om, at man stadig skal have råd til at købe en bil. Det er ikke alle, der har råd til en Tesla, siger han til Jyllands-Posten.
”Vi skal passe meget på med at træffe beslutninger, der pludselig kan betyde, at folk med mindre indkomster ikke har råd til en bil. Vi kan blive bekymrede for den sociale balance. ”