Dansk Folkeparti er tilbage i Næstved byråd

0
1922
Nickolai Hamann, der her får hjælp med valgkampen af DFs stifter Pia Kjærsgaard, er nyt medlem af byrådet i Næstved. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Nickolai Hamann er valgt til byrådet i Næstved. DF har i en periode ikke været repræsenteret i byrådet, fordi to tidligere DFere er  skiftet til andre partier

På papiret er Dansk Folkeparti i Næstved blevet halveret. I 2017 fik DF valgt to ind i byrådet, men tirsdag blev det kun til én plads. Reelt er historien dog den modsatte. DFs to byrådsmedlemmer har forladt partiet. Nickolai Hamann, der blev valgt tirsdag, har derfor reelt generobret en plads til Dansk Folkeparti.

Forståeligt nok er det derfor en glad Nickolai Hamann, der siger sådan her til sn.dk:

”Det var først til allersidst, at jeg turde tro på det. For pokker, det var fantastisk – jeg kan slet ikke beskrive følelsen. Nu er vi repræsenteret i byrådet igen – kampen lykkedes. Jeg ser det ikke, som at vi er gået fra to til ét mandat, men snarere at vi er gået fra nul til ét”.

”Det var først til allersidst, at jeg turde tro på det. For pokker, det var fantastisk”

Det lå længe på vippen, men DF endte med at få 3,8 procent, som rækker til ét mandat.

”Det var sindssygt nervepirrende, og jeg kunne se, at vi flere steder gik fra tre til nul mandater, så jeg blev mere og mere nervøs. Jeg havde egentlig troet, at vi var mere sikre på det ene mandat,” siger han.

DF fik i 2017 valgt Githa Nelander og Niels D. Kelberg. Githa Nelander er siden gået til Nye Borgerlige, som hun nu er blevet genvalgt for, og Niels D. Kelberg måtte trække sig på grund af sygdom. Hans suppleant var Thomas Palmskov, som havde forladt DF og meldt sig ind i konservative, da han skulle erstatte Niels D. Kelberg.

Bliver i partiet

28-årige Nickolai Haman fastslår, at det er slut med partihopperi fra DFs side i Næstved byråd.

”Jeg vil godt love, at jeg ikke skifter parti. Det har jeg på ingen måde intentioner om. Jeg er også at finde på DF’s stemmeseddel om fire år,” siger han til sn.dk.