Danmark bør flytte sin ambassade til Israels hovedstad Jerusalem

0
3235
Martin Henriksen taler på DFs årsmøde. Foto: Carsten Lundager

Af Martin Henriksen, folketingskandidat i Slagelse og i Sjællands Storkreds, medlem af DFs hovedbestyrelse

Debatten om Gaza, Hamas og Israel kører videre med fuld damp i den politiske verden, og samtidig med det, så hærger muslimske arabere mfl. herhjemme i det offentlige rum bl.a. foran den israelske ambassade og andre steder for at vise deres had og utilfredshed med Israel.

Jeg mener, der er behov for at påpege at Israel i den igangværende konflikt bliver beskudt med raketter fra Gaza, Libanon og Syrien. Det kan man hurtig konstatere og danne sig et overblik over, men alligevel findes der fortsat personer, organisationer og partier, der forsøger at bilde danskerne ind at det hele er israelernes skyld. Det er ikke seriøst. Tværtimod er der tale om propaganda og grove forsøg på at manipulere med virkeligheden.

De arabisk-muslimske masser påstår, at israelerne har for meget land. Men prøv lige engang at se på et verdenskort over hvor meget land israelerne har, og så hvor meget land de arabiske-muslimske befolkninger råder over. Der tegner sig så hurtigt et klart billede.

Danmark bør melde ud, at vi fuldt og helt står på Israels side i kampen mod de terrorbevægelser, som ikke engang gider at gøre sig umage med at skjule, at de er drevet af et ekstremt had til jøder. Reelt skal man vel tilbage til nazisterne under Anden verdenskrig for at finde noget, der minder om det. Så ubehageligt er det, som vi har været vidner til den seneste tid. Det bliver vi simpelthen nødt til at sige fra overfor.

Derfor ville det være et oplagt tidspunkt for den danske regering at meddele det internationale samfund, at Danmark rykker sin ambassade til Israels hovedstad Jerusalem som en venlig gestus overfor det israelske folk, og for at vise opbakning i den nuværende konflikt.

Vi skal tydeligt sige fra overfor den islamiske ideologi og terrorisme, som ligger bag angrebene på Israel.

Det betyder ikke, at Israel ikke begår fejl. Men det betyder, at vi må vælge side. Det er nødvendigt, og rimeligt, at den danske regering melder klart ud.