Alex Ahrendtsen genopstiller: “Jeg har genfundet glæden ved politik”

0
1708
Alex Ahrendtsen er bl.a. EU-ordfører, boligordfører og folkeskoleordfører for Dansk Folkeparti. Foto: Carsten Lundager

Dansk Folkepartis nye EU-ordfører Alex Ahrendtsen har besluttet sig for alligevel at genopstille til Folketinget. Formandsskiftet har givet ham ny lyst til politik, siger Alex Ahrendtsen til TV 2/Fyn 

For knap et år siden vendte Alex Ahrendtsen tilbage til Christiansborg efter en længere sygemelding på grund af stress. Dengang meddelte han, at han ikke ville genopstille til Folketinget, fordi han savnede et normalt liv. Men nu har den markante værdikriger skiftet standspunkt. I et interview med TV 2/Fyn fortæller Alex Ahrendtsen, at han nu har fået lyst til at tage endnu en tørn i Folketinget.

“Jeg troede faktisk, at jeg var færdig med politik og var begyndt at forberede mig på et nyt liv. Men formandsvalget af min gamle ven, Morten Messerschmidt, som jeg har kendt, siden han var 19 år, gjorde mig bare så glad,” siger Alex Ahrendtsen.

Han fortæller, at han har genfundet glæden ved politik, og det glæder ikke mindst DF’s lokalformand i Odense, Jan Grau:

“Jeg blev så superglad, da jeg hørte det. Han er bare en stærk politiker. Vi har manglet ham, og vi har ikke vidst, hvem der skulle opstilles i den sidste ledige kreds. Det er fantastisk godt for partiet, og jeg tror det vil give os flere stemmer,” siger han til TV2 Fyn.

“Jeg blev så superglad, da jeg hørte det. Han er bare en stærk politiker”

DF’s lokalformand i Odense, Jan Grau, til TV2 Fyn

Messerschmidt: En helt særlig politiker

DFs formand Morten Messerschmidt er også glad:

“Alex er jo en helt særlig og meget, meget dygtig politiker på de landspolitiske sager, hvor han forhandler alt fra uddannelsespolitik til kultur og internationale forhold. Men han er også en helt fantastisk repræsentant for Fyn, som har en række særlige udfordringer i forhold til gartnerierne, klimaet og i forhold til ghettoerne i Odense,” siger Morten Messerschmidt til TV 2/Fyn.

Alex Ahrendtsen er 54 år og har været medlem af Folketinget siden 2011. Han er bl.a. EU-ordfører, boligordfører og folkeskoleordfører. Han var medlem af Odense Byråd i årene 2006-2017.