Politiet har offentliggjort video med en af gerningsmændene til drabsforsøg i den købehavnske bandekonflikt
En maskeret ung mand, der flygter med en maskinpistol i hånden. Hvis nogen skulle være i tvivl om, at den københavnske bandekonflikt er brutal, så skal de bare se den video, som Københavns Politi tirsdag eftermiddag offentliggjorde af en af gerningsmændene fra et drabsforsøg, der fandt sted den 3. april i Husum ved Københanvn.
I forvejen er fem mænd anholdt i sagen, der efterforskes som et drabsforsøg som led i bandekonflikten. Men det er ikke alle de formodede gerningsmænd, der er identificeret, og derfor har politiet nu valgt at offentliggøre video og fotos fra en overvågningsvideo.
“Vi har anholdt en række personer for drabsforsøget, men har brug for hjælp for at få de sidste stillet til ansvar. Vi vil derfor meget gerne i kontakt med enhver, der så episoden eller på anden vis kender noget til sagen,” siger politikommissær Rasmus Nielsen i en pressemeddelelse.
Drabsforsøget fandt sted fredag den 3. april kl. 18.00 i boligområdet Gadelandet i Husum. To maskerede mænd, der var bevæbnet med henholdsvis pistol og en maskinpistol, løb ind i området og jagtede en gruppe personer til fods. Det lykkedes dem dog ikke at indhente gruppen, som undløb og søgte tilflugt i området.
Den efterlyste gerningsmand er pt. uidentificeret. Det drejer sig om en:
Mand, mørklødet, højere end 180 cm, spinkel af kropsbygning. Iført hvid eller lysegrå hættetrøje, sort bandana/tørklæde over munden, mørke/grå arbejdshandsker, sorte joggingbukser, sorte strømper og sorte sko med hvide såler. Han var bevæbnet med en maskinpistol.
“Vi vil også meget gerne i kontakt med de personer, som blev forfulgt af de bevæbnede gerningsmænd,” siger Rasmus Nielsen.
Personer med oplysninger i sagen bedes kontakte Københavns Politi på telefon 1-1-4.