Briterne jager forsvunden patient med brasiliansk Covid-19

0
913
Et skilt viser vej til et testcenter i Manchester. Foto: Oli SCARFF / AFP

De britiske sundhedsmyndigheder leder desperat efter en patient, som er forsvundet efter at være testet positiv for den frygtede P1 variant af Covid-19

Mens vi frygter den britiske variant B117, frygter briterne den brasilianske variant P1. Den er mere smitsom end de mere kendte varianter og samtidig formoder lægerne, at den ikke kan slås ned af antistoffer efter de vacciner, der er på markedet nu. Indtil nu er sygdommen dukket op i Japan – formodentlig med rejsende fra Brasilien, der er hjem for et stort japansk mindretal.

Og her i weekenden testedes så fire rejsende, der var ankommet til Storbritannien, positiv for P1 varianten. De to af dem har nået at smitte to andre, mens en femte er i isolation. Dermed har myndighederne styr på fem patienter, men den sjette og sidste er ikke til af finde.

De britiske medier taler om en regulær menneskejagt på vedkommende, som kan nå at smitte mange andre. Der vil blive gennemført ekstra test i fem amter og samtidig er myndighederne ved at opspore hundredvis af rejsende, der har været i Brasilien for nyligt. Særligt opmærksomhed er der på de op mod 136 passager, der landede den 10. februar med et Swissair fly.

En af de smittede vides at have været om bord i flyet, der startede i Brasiliens største by, Sao Paulo. Via Zürich kom den til London med smitte om bord.

Sao Paolo. Arkivfoto

Godt nyt

Den gode nyhed fra den anden side Kanalen er, at vaccinationerne skrider hurtigt frem. Mens vi først begynder at diskutere muligheden for at vaccinere danskere over 50, så er briterne klar til at sende invitationer ud til dem. Med en start i næste uge ventes alle over 50, der ønsker en vaccine, at have fået tilbuddet og i løbet af to uger vil de have fået mindst et stik.

Det får de britiske myndigheder til at tro på, at de kan begynde med gruppen på folk uden særlige problemer og som er i fyrrerne allerede i denne måned. Britiske medier gør i dag antallet af vaccinerede voksne op til tyve millioner – eller fire ud af ti voksne. Alle i de særligt sårbare grupper har fået deres stik, hvis de vil have det.

Kilder: Telegraph, NHS, PHE, BBC