Det borgerlige Danmark kommer ikke i nærheden af et flertal igen, hvis ikke der er et parti som DF, der “samler det varme hjerte op,” siger Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl i interview med Berlingske
Hvis de borgerlige partier skal genvinde regeringsmagten, skal de hver især spille en mere fri rolle, og Dansk Folkeparti skal spille rollen som blå bloks sociale samvittighed.
Det mener DFs formand Kristian Thulesen Dahl, som i et stort interview med Berlingske giver sit bud på, hvordan blå blok vinder næste valg.
”Vi skal i den borgerlige blok have en grundlæggende forståelse af, at vi henvender os til forskellige danskere. Og i den arbejdsdeling skal de andre partier respektere, at Dansk Folkeparti er det borgerlige Danmarks sociale samvittighed. Vi er det borgerlige parti med det varme hjerte,” siger Kristian Thulesen Dahl til Berlingske.
Glemte fokus på velfærd
Han mener, at blå blok begik den fejl under Løkke-regeringerne, at de borgerlige partier blev set som ét samlet foretagende, der kun havde fokus på at gennemføre reformer og sænke topskatten.
”Det varme hjerte var ikke til at få øje på. Og hvis ikke der er nogen i den borgerlige lejr, der er i stand til at samle det varme hjerte op, så kommer det borgerlige Danmark ikke i nærheden af at have et flertal. Der har ofte været stor borgerlig frustration over Dansk Folkepartis økonomiske politik, men uden os vil der ikke være skyggen af et blåt flertal. Det viste valget i 2015,” siger Kristian Thulesen Dahl til Berlingske.
Han peger til sammenligning på, at Venstres Anders Fogh Rasmussen i 00erne sikrede borgerligt flertal ved at love danskerne, at der ikke blev skåret i velfærden.
Uenigheder kom til at fylde
Ifølge DF-formandens analyse, lykkedes det ikke de blå partier under Løkke at få en ”fordragelig snak” om fælles løsninger. I stedet kom de blå uenigheder til at fylde.
”Det er noget af det, vi skal tage til os. Vi skal vise, at vi i praksis kan have vores politiske uenigheder, men at vi samtidig kan finde kompromisser. På den røde side er de jo heller ikke enige, men man har et indtryk af, at de kan sætte sig omkring et bord og løse tingene. Det skal det borgerlige Danmark også kunne,” siger Kristian Thulesen Dahl.
Skal holde S på sporet i udlændingepolitikken
Han bliver af Berlingske spurgt, om det var en fejl af DF at tilnærme sig Socialdemokratiet, fordi DF dermed blåstemplede socialdemokraternes udlændingepolitik. Til det siger Kristian Thulesen Dahl:
”Hvis du spørger mig, om jeg foretrækker, at den rigtige udlændingepolitik bliver ført, og DF derfor har et givent antal mandater, eller om det er bedre, at den forkerte udlændingepolitik bliver ført, og vi så er et større parti? Så vælger jeg klart det første,” siger Kristian Thulesen Dahl, som dog tilføjer, at det nu er DFs opgave at holde øje med, om Socialdemokratiets påståede stramme udlændingepolitik rent faktisk holder vand.
“At jeg ikke skulle samarbejde med S om at holde dem på det rigtige spor, fordi jeg så risikerer at miste vælgere, kan jeg ikke bruge til noget,” siger han.