Den britiske premierminister stiller i eftermiddag op til starten af hvad der må betegnes som den længste spidsrod i politik nogensinde. I fem dage vil Theresa May debattere sit forslag til Brexit med medlemmerne af parlamentet, hvor hun fra starten har et flertal mod sig
Debatten risikerer samtidig at ryge af sporet fra starten, fordi mange medlemmer af parlamentet er vrede over ikke at have fået adgang til de juridiske råd og vurderinger, som regeringen selv har indhentet under forhandlinger. Et flertal har vedtaget en lov, der forpligter regeringen til at udlevere hele baggrundsmaterialet for forhandlingerne. Foreløbig har regeringen kun udleveret en oversigt over materialet.
Sagen er så alvorlig, at parlamentets formand, John Bercow, har sagt, at regeringens kritikere kan have ret i, at regeringen har forbrudt sig mod landets love og at den derfor kan dømmes for at udvise foragt for parlamentet. Ledende politikere fra oppositionen har derfor bedt om at parlamentet stemmer om den sag først. Hvis der er flertal for det, risikerer ledende ministre i Mays regering simpelthen at få forbud mod at deltage i debatterne i parlamentet.
I kan bare give op
Mens Theresa May gør sig klar til debatterne, der vil køre fra midt eftermiddag til midnat i fem dage inden den endelige afstemning, gjorde EU hende en bjørnetjeneste. Den ledende jurist ved EU-domstolen har i en foreløbig vurdering gjort det klart, at Storbritannien blot kan opgive Brexit og melde sig som et fuldgyldigt medlem af EU igen. I afgørelsen hedder det også, at de andre 27 lande i EU ikke kan sætte sig imod en sådan handling.
Vurderingen får meget blandede reaktioner. På de nervøse finansmarkeder betød det en overgang en stærkere kurs for det britiske pund. Omvendt ser især fortalerne for Brexit det som en utidig indblanding i den nok vigtigste politiske debat i det britiske -parlament i nyere tid.