Boris Johnsons første uge som britisk premierminister tegner et billede af mand, der truer med at smække med døren – men som ønsker en aftale med EU til beroligelse for finansmarkederne
Stilen har mindet lidt om britisk fodbold i tidligere tider – kick and rush – der bliver losset til bolden og så løber alle. Boris Johnson har sat en af sine mest betroede ministre til at forberede Storbritannien på et hårdt farvel til EU og samtidig givet finansministeren ordre på at frigøre midler, så man kan modgå en krise, hvis det skulle komme til det. Dermed har han sat dagsordenen og tvinger de andre til at løbe.
På bare en uge har Boris Johnson også tacklet alle dem, han havde brug for at irritere. Inden den tyske kansler Angela Merkel slap væk på ferie, skulle hun høre på Boris Johnson tale om at den plan for Brexit, der har hendes støtte, er uduelig. Og da han fik fat i præsidenten for EU-kommissionen, Jean-Claude Juncker, skal samtalen have endt med et suk fra Juncker, der mente, at premierministeren da kunne ringe igen, når han var klar til at forhandle.
Internt i Det forenede Kongerige har han optrådt mere fremkommeligt og har lovet bedre tider, hvor end han kom frem. I Wales lovede han mere hjælp til de trængte landmænd og i Nordirland har han forsikret dem, der ville høre på ham, at London ikke vil lade nordirerne i stikken. Omvendt har han klart sagt fra overfor de skotter, der drømmer om endnu en folkeafstemning og dermed en chance til at forlade Storbritannien.
Sikker kurs
Mens de gamle medier på kontinentet har haft travlt med at nedgøre Boris for hans tøjstil, hans hår og hans letfærdige omgang med fakta, så bemærker britiske journalister at han klarer sig bedre end forventet. Det gjaldt også for den valgkamp, han førte op til at blive Theresa Mays afløser. Han er ofte blevet kritiseret for ikke at kunne holde sig til sagen, men under valgkampen så briterne en anden version af Boris Johnson.
Han holdt sig til sit budskab om deliver, unite and defeat – altså levere Brexit, forene nationen og igen slå ærkemodstanderne i Labour under Jeremy Corbyn. Brexit er sat i fart, mens der ikke er tegn på at nationen har lyst til at blive mere forenet lige nu. Til gengæld går det godt med at markere sig overfor Labour, der under Corbyn synes at være ude af stand til at formulere noget, der bare ligner en strategi overfor EU.
Hård hund
De britiske medier har i denne uge bidt mærke i, at hans stort set nye regering ikke bare er mere etnisk og kønsmæssigt afbalanceret, men også tunet til at løse Brexit. Ganske vist er der nærmest ligevægt mellem ministre, der stemte for eller imod Brexit. Men det er nej-siden, der har de tunge poster og som sætter dagsordenen.
Britiske medier har naturligvis fisket efter uenigheder i gruppen, men er foreløbig blevet skuffet. De britiske konservative har det ellers med at stikke hinanden i ryggen – i mindst lige så høj grad som hos de danske. Men denne gang har man endnu ikke set knivene.
Grunden til det hedder Dominic Cummings. En hård hund, der i den britiske regering har fået en position som Martin Rossen hjemme i København. Han var strategen bag kampagnen for et Brexit og nu er han så indpiskeren i den nye regering.
Alt om Brexit skal over hans bord, mens han omvendt har været rundt til de ledende embedsmænd – og efter sigende også til en række ministre – og truet dem. Hvis de taler over sig til pressen, så er det ud af vagten. Foreløbig virker det og er en stor forandring fra tiden under Theresa May.
Men hvis Boris Johnson skal score i denne kamp, skal der mere taktik til. Det har vi også set et glimt af den forløbne uge, da premierministeren pludselig lagde op til en blødere landing i forhold til EU med en overgangsperiode på to år. Det får de store ord om et hårdt brud med EU til at virke som simpel forhandlingstaktik.
Læs også: Søren Espersen: Boris Johnson er den rigtige mand for Storbritannien