Dansk Folkepartis udenrigsordfører har store forventninger til Storbritanniens nye premierminister. Han er dygtig, markant og handlekraftig, mener Søren Espersen, der ryster på hovedet af negative, danske beskrivelser af Boris Johnson
Er Storbritanniens nye premierminister Boris Johnson en skør kugle? Vil han skabe endnu flere problemer for briterne, når han kræver en ny Brexit-aftale med EU? Er han ”Kongen af Kaos” og en løs kanon, der er uegnet til jobbet som premierminister?
Det indtryk får man nemt, når man i Danmark læser kommentarer og portrætter af Storbritanniens nye premierminister, 55-årige Boris Johnson, der torsdag afløste Theresa May i Downing Street.
Men det billede er helt skævt, mener Dansk Folkepartis udenrigsordfører Søren Espersen. Han mener tværtimod, at Boris Johnson er den helt rigtige mand for Storbritannien lige nu.
”Englænderne har brug for en markant og handlekraftig mand, og det har de fået i Boris Johnsson. Jeg synes valget af ham er utrolig spændende, og jeg synes det er latterligt at se, hvordan han bliver skildret i Danmark. Han har en af de fineste uddannelser i England, han har skrevet bøger og været en fantastisk dygtig journalist, han er en strålende retoriker, og han gjorde et fantastisk stykke arbejde som overborgmester i London (fra 2008-2016, red.),” siger Søren Espersen.
Ultimatum over EU
Boris Johnson er uddannet i klassiske studier fra Oxford University og har arbejdet som journalist for bl.a. Daily Telegraph og som redaktør for magasinet The Spectator, inden han gik ind i politik.
Han blev valgt tirsdag som ny formand for det konservative parti og dermed premierminister, og han har fra starten lagt op til en hård kurs overfor EU. Boris Johnson vil forhandle en ny Brexit-aftale med EU. Hvis ikke det lykkes, vil han trække Storbritannien ud af EU pr. 31. oktober 2019, uden en aftale.
”EU har stillet Storbritannien overfor et ultimatum, og nu gør Boris Johnson det samme overfor EU. Hvis ikke vil være med til at genåbne aftalen, så bliver det no-deal. Jeg tror, at det mere og mere vil gå op for EU’s ledere, at sådan bliver det, og at det vil være en katastrofe for mange EU-lande, som har meget samhandel med EU, herunder Danmark,” siger Søren Espersen.
Skræmmescenarier tog fejl
Hvad synes du EU burde gøre?
”Man skal holde op med at betragte Storbritannien som en paria, hvor man skyder alt, de foreslår, ned med en bazooka. EU vil have meget mere gavn af, at man taler sammen på en fornuftig måde. Der bør kunne landes en fornuftig frihandelsaftale. Men man vælger den bastante afvisning på grund af frygten for, at andre lande skulle få samme ide som briterne,” mener Søren Espersen.
Han mener, at udviklingen siden Brexit-afstemningen i 2016 har vist, at briterne nok skal klare sig.
”Efter folkeafstemningen var der ingen grænser for, hvor hurtigt Storbritannien ville gå rabundus. I dag har de den laveste arbejdsløshed i Storbritanniens historie, de har et finansielt marked, der eksploderer, og der er virkelig gang i britisk erhvervsliv. Man ruster sig til at lave handelsaftaler med lande udenfor EU, og den dér med, at virksomhederne ville flygte, har vist sig at være en stor usandhed,” siger Søren Espersen.
Intet alternativ til Brexit
Men er det ikke urealistisk at tro, at man kan få en ny aftale på plads med EU indenfor tre måneder?
”Jeg tror, at Boris Johnson vil gøre en behjertet indsats, men at EU vil sætte sig imod. Så vil han udskrive parlamentsvalg, hvor han vil få en tordnende sejr, mens Labours leder Jeremy Corbyn vil blive smadret. Derefter er Boris Johnson en folkeligt valgt premierminister med et stærkt mandat, og vil kunne lave en frihandelsaftale på plads i løbet af et års tid,” siger Søren Espersen.
“De første måneder efter en hard brexit, vil der nok herske stor forvirring. Men det vil ikke betyde, at Danmark ikke vil kunne sælge sine varer. Der vil stadig være stor britisk efterspørgsel efter danske varer,” spår han.
At det skulle ende med, at Storbritannien på et tidspunkt opgiver sine udmeldelsesplaner, er usandsynligt, mener Søren Espersen:
”At forestille sig, at Storbritannien skulle komme luskende tilbage med halen mellem benene og hatten i hånden, er urealistisk. Så ville de jo ikke have noget at skulle have sagt i EU de næste 50 år. Den situation vil briterne aldrig bringe sig i,” siger DFs udenrigsordfører.