Bombe mod hollandsk testcenter for corona

0
1895
Politiets teknikere i gang med de første undersøgelser efter en eksplosion på et covid19-testcenter i Bovenkarspel, Holland. Foto: Koen van Weel / ANP / AFP) / Netherlands OUT

I morges eksploderede en bombe uden for et testcenter i byen Bovenkarspel i det nordlige Holland. Udåden understreger, hvor vrede hollænderne er over deres regerings håndtering af krisen

Eksplosionen trykkede ruder ind, men ingen kom noget til. Angrebet er det andet mod et testcenter siden nytår og landets fungerende regeringsleder Mark Rutte havde de store ord fremme, da han fordømte angrebet på centeret: ”At sundhedspersonale, der arbejder hårdt for at sikre os og landet mod coronavirus – at de bliver angrebet er forfærdeligt – en rigtig skandale.”

Hårde ord, der passer til en valgkamp. Om fjorten dage er der valg, og selvom Rutte fører i meningsmålingerne, begynder vælgerne at sive væk fra ham. For han er selv samtidig sindbilledet på alt det, der politisk er gået galt under corona pandemien.

Set udefra er det for eksempel ikke til at forstå, hvordan den hollandske regering i den grad kunne fejle med vaccinationerne mod corona. Kun Bulgarien, der på mange måde er bunden af EU, har lavere tal end Holland. Og mens briterne det seneste døgn vaccinerede over 200.000 borgere, så var Holland det sidste EU-land til at starte med vaccinationerne.

Set indefra vokser vreden mod Rutte for overfyldte hospitaler, der må aflyse operationer og sende corona patienter til tyske sygehuse. Og for at være ganske autoritær i sin håndtering af krisen – herunder at indføre udgangsforbud, der udløste optøjer i flere hollandske byer.

Foto: REUTERS/Eva Plevier

Bomber under regeringen

Hollandske medier er tilbageholdende med at sige hvem der står bag optøjerne. Men billederne – og vidner – fortæller, at det i høj grad var unge mænd med en anden etnisk baggrund, der hærgede gaderne. I et land, hvor flertallet forventer af migranter, at de er taknemmelige for bare at kunne bo og arbejde i Holland, har optøjerne afsløret en bagside til den hollandske model.

Det kaos, der følger optøjerne, får regeringen en del af skylden for. Og i forvejen havde den mistet sin legitimitet efter den skandale, der udløste valget. I et land, der er kendt for at give store skatterabatter til internationale selskaber, har skattevæsenet været på klapjagt overfor almindelige borgere.

Titusinder af hollandske familier blev beskyldt for at svindle med børnepenge. Uden at myndighederne havde beviser, blev mange dømt til at betale penge tilbage og heftige bøder oveni – beløb på 3-400.000 kroner var ikke unormale.

Kilder: politico, dutchnews, NOS