Den tidligere vicepræsident Joe Biden fører klart over Bernie Sanders i meningsmålingerne, der også forudser hans sejr over Donald Trump
I en gennemgang af meningsmålingerne beskriver instituttet Rasmussen Reports, der i 2016 var meget præcise i deres forudsigelser, Joe Biden som en mand med et solidt forspring. To ud af tre amerikanske vælgere forventer, at han bliver det demokratiske partis kandidat til november, mens kun hver sjette tror det om Bernie Sanders. Og Donald Trump, der tidligere har stået stærkere end Joe Biden i meningsmålingerne, er nu bagefter med seks procentpoint – Joe Biden står til 48 procent af stemmerne, mens den siddende præsident kun får 42 procent.
Det er et hårdt slag for Donald Trump, der vanen tro slår hårdt tilbage. Hans pressechef for sociale medier har klippet en video sammen, hvor man kan høre Joe Biden tale positivt om Trump. I videoen siger Joe Biden: Vi kan kun genvælge Trump.
I virkeligheden var det bare begyndelsen til en sætning, hvor det samlet lyder: Vi kan kun genvælge Trump, hvis vi har lyst til at skyde os selv og hinanden. Den manipulation har fået Trumps eget yndlingsmedie Twitter til at gøre noget ganske usædvanligt – nemlig at stemple filmen som fake news. Trump selv har delt filmen to gange og han omtaler altid sin sandsynlige modstander ved præsidentvalget i november som ”Crazy Joe”.
Trumps nedtur
De hidsige modangreb ændrer ikke ved, at flere trends rammer den siddende præsident på en gang:
Hjemløse republikanere. Moderate republikanere har set Trump og hans folk overtage partiet og bruge det til at fremme Trumps egne holdninger og til at samle penge ind – på et niveau som aldrig set før. Og ligesom nogle demokrater hellere vil stemme på Trump end på Sanders, hvis han bliver deres præsidentkandidat, så vil mange moderate republikanere hellere have en Biden end deres egen Trump.
Coronavirus er for længst blevet et fænomen i USA og landets ellers robuste økonomi er det største offer. En svag økonomi er altid skidt for den siddende præsident. Men mange amerikanere, der ellers ser igennem fingre med Trumps ofte bizarre holdninger og kommentarer, har også sværere ved at tilgive ham det, nu hvor der virkelig er noget på spil.
Coronavirus er for længst blevet et fænomen i USA og landets ellers robuste økonomi er det største offer.
Donald Trump er aldrig blevet kvindernes præsident. I 2016 stemte 41 procent af de kvindelige vælgere på ham – i dag har han udsigt til endnu færre stemmer fra kvinderne. Løbende viser meningsmålingerne, at mindre end 40 procent af de kvindelige vælgere vil give ham deres stemme.
Den første test på denne nye situation i amerikansk politik vil udfolde sig i nat, når resultatet kommer fra primærvalget i den store arbejderstat Michigan. Her overraskede Bernie Sanders og vandt lige akkurat over Hillary Clinton i 2016. Men trods sin opbakning fra amerikanske arbejdere, der i høj grad er hægtet af landets økonomiske fremgang, står han til nederlag i nat.