Med Alternativets nedsmeltning slutter en cirkusforestilling af de større i dansk politik. Partiet var en vits fra begyndelsen, og den uskønne afslutning, der overgår alle tidligere politiske myrderier på Christiansborg, vil kun være med til at forstærke politikerleden
En analyse fra DitOverblik
Partiet Alternativets næsten totale kollaps i denne uge er ikke det tab af en grøn stemme, som nogen vil udlægge det som.
Det er ikke en trist, trist historie om et storslået projekt, der bare ikke lykkedes, eller fortællingen om gode intentioner, der stod i kø, men som en ond verdens rå virkelighed blokerede for.
Det er heller ikke et tab af ”politik på en ny måde”, eller et tab af et kærligt forsøg på et menneskeligt og følsomt opgør med Christiansborg-kynismen.
Men hvad er kollapset så?
Først og fremmest et foreløbigt punktum for et absurd og kynisk politisk teater, det ville have været skønnest at være foruden.
Et forhåbentligt endeligt farvel til et projekt, der ret indlysende var en vits fra begyndelsen.
Et forhåbentligt endeligt farvel til et projekt, der ret indlysende var en vits fra begyndelsen.
Politik formuleret med benene solidt plantet i den blå luft, som stifterne ellers sagde, de kerede sig så meget om, men ikke gjorde et hak reelt for. Og en nedrighed, ondsindethed og indædthed i både kampene for egne egoer og imod de andre i partiet, krydret med åndrige ideer om at rundsende billeder af slappe tissemænd og afholdelse af politiske møder med sexgynger.
Alt sammen iscenesat med en salvelsesfuld em af godhed og glade hippier, tilsat en omgang ”Love is in the air”, der godt nok udkom i de forurenende 70’ere men samtidig havde det rette touch af en god hippietid, hvor tjald, fri sex og afvisning af ethvert personligt ansvar var mantraet fra den eksperimenterende blomst-i-håret-by San Fransisco til det lige så eksperimenterende besættelsesprojekt Christiania midt i København.
En cirkusforestilling af de større, hvor røde næser, illusioner og klovnerier fra dag ét i 2013, hvor Alternativets stiftere lykkedes at bilde naive blandt medier og mennesker ind, at hér var det nye, det kernesunde i dansk politik. Kærlighed i luften, respekt for hinanden og for kloden, det gode vejr og de gode mellemmenneskelige relationer. Rummelighed i grønt – når bare vi alle sammen erkendte, at der skal blive bøffrie onsdage, at flyskammen skal få de formastelige, der flyver på ferie og at livet, som alle vi tosser, der endnu ikke havde indset at verden var ved at vælte allerede i 2013, levede det, stod foran en radikal ændring. På den krævende måde, måtte man forstå. Det skulle gøre ondt. Bare ikke på Alternativet.
Bedrevidende dobbeltmoralister
Læg dertil talrige løftede politiske pegefingre fra rækken af bedrevidende dobbeltmoralister i Alternativet, der hjertens gerne selv både fløj jorden rundt og brugte andres skattekroner på indkøb af inderligt overflødige daybeds. En daybed på et offentligt kontor er udtryk for et forbrug, ingen dybest set har brug for, og som i øvrigt alene ved sin produktion efterlader et CO2-aftryk. Var den så endda i overensstemmelse med de grønne klimaråd købt brugt til Alternativets daværende såkaldte grønne københavner-borgmester – men det var den ikke. Selvfølgelig ikke.
Stimen af den slags politisk dobbeltmoral har klæbet til Alternativet fra begyndelsen, selv om en del tog vældig blidt på dem i valgkampen 2015, hvor vel Weekendavisen var den eneste avis, der lidt lødigt tryktestede partiets valgprogram om bl.a. 30 timers arbejdsuge, 100 procent økologi og dagpenge uden at stå til rådighed for noget-som-helst. Uffe Elbæk og hans disciple blev i ”crazy”-tiden omkring valget 2015 næsten behandlet andægtigt.
Pressen var i granatchok over DF’s vilde valg og ”det gule Danmarks” dominans i store områder, at der blev sendt reportere til det mørke Jylland for at høre hvorfor dog det? Så de glemte at teste Alternativets spelt-gnaskende publikum og Elbæks folketingsgruppe for jordforbindelsen…
Det gjorde det jo heller ikke bedre, at den spritnye Løkke-regering var nødt til nærmest som første embedsgerning at ringe til Josephine Fock for at sikre 90 mandater bag et valgløfte om håndværkerfradrag, som et andet kuk-kuk-parti, Liberal Alliance, ikke mente sig nødsaget til at hjælpe en ny borgerlig regering med.
Politik er noget vi leger
Ingen anede det måske dengang, men den akavede måde at sjakre sig igennem på, blev beskrivende for tiden fra 2015 til 19. Fire år, hvor partier som netop Liberal Alliance og Alternativet effektivt udstillede, at for nogle på Christiansborg er politik noget, de leger, og hvis du vælger at tro på det, politikerne siger, og måske endda, at de mener det, de siger, så er du en naiv nar.
Da Uffe Elbæk i midten af december sidste år på et pressemøde på et fortov midt i København, hvortil han selvfølgelig iscenesat som altid ankom på cykel og i demonstrativt perlende humør, forsikrede alle, der ikke kunne slippe for at høre det, om, at han som politisk leder nu forlod et Alternativet i næsten perfekt indre harmoni, var det klart for de fleste, at dét nok ikke helt var dækkende for situationen.
Men at både Elbæk og resten af de lystige hippier i Elbæk-kulten formåede at overgå alle tidligere tiders politiske interne myrderier på Christiansborg, inklusive de konservatives i dag næsten glemte men meget blodige borgerkrig i 90’erne, kommer dog trods nok alt bag på de fleste.
Så der er ikke meget at takke Elbæk og Alternativet for, om noget.
Han og partiet bidrager blot til en politikerlede, der burde være reelt bekymrende, og til en opfattelse af, at politik bare er spin og tosseri, skåltaler og dobbeltmoral på vores andres regning.
Der er ikke meget at takke Elbæk og Alternativet for, om noget. Han og partiet bidrager blot til en politikerlede, der burde være reelt bekymrende
Det er hverken folkestyret eller klimaet tjent med.
Tilbage har Alternativet ét tilbageværende folketingsmedlem, efter at Ego Elbæk og tre af MF-vennerne mandag skred fra partiet og dermed tog pengekassen med.
Torsten Gejl alene med Fock
Stakkels østjyske Torsten Gejl er nu ene mand om at løfte den parlamentariske opgave. Og skal man tro beskrivelserne i dagbladet Information, og det er trods alt ikke helt sikkert, at man skal det, så er han så også den eneste, den nyligt valgte politiske leder Josephine Fock, der alternativt nok ikke er valgt til Folketinget, kan råbe ad så højt og så tæt på, at Gejl ”kan smage, hvad hun har spist til frokost”, som partiets tidligere pressechef så hjælpsomt og farverigt har udtrykt det.
Gejl forlænger, nok uforvarende, trods alt, partiets pinsler og dramaet i dag med meddelelsen om, at han torsdag morgen vil meddele, hvordan han vil gribe sagerne an, når han lige har vendt det med sin kredsbestyrelse. Selv i disse Corona-tider er der længe til torsdag morgen.
Man har lov at håbe, at han torsdag lukker og slukker for Alternativet på Borgen.
Det vil være godt for klimaet, både det politiske og det andet.
Man har lov at håbe, at han torsdag lukker og slukker for Alternativet på Borgen.
