Udlændinge – og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) vil ikke blande sig i Udlændingestyrelsens beslutning om at placere et asylcenter med kriminelle udlændinge i landsbyen Sandvad. ”Ministeren optræder dybt provokerende,” mener Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl
Skuffelse og frustration. Sådan er stemningen i landsbyen Sandvad nord for Vejle efter et samråd torsdag i Folketinget med udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S). Det beretter Vejle Amts Folkeblad.
”Jeg havde ikke de store forventninger inden mødet, men jeg blev bare bekræftet i, at Mattias Tesfaye endnu engang ikke var godt forberedt. Det meste af tiden læste han bare op fra et stykke papir, og jeg synes hans præstation var meget skuffende,” siger Lars Lindholm, formand for Hovedkær Lokalråd og bosat i ved Sandvad, til avisen.
Ministeren har nemlig ingen planer om at gribe ind i den beslutning, som Udlændingestyrelsen har truffet om at placere en ny gruppe flygtninge i et asylcenter i Sandvad. Asylcenteret skal huse 13 flygtninge med ’særlige behov’, og det er kommet frem, at der i gruppen kan være personer, som er dømt for personfarlig kriminalitet.
Det kommende asylcenter ligger midt i byen ved siden af et villakvarter, en sognegård, en legeplads, en cykelsti til skolen og busstoppested. Det har skabt voldsom bekymring blandt beboerne, som har holdt protestborgermøder og planlagt demonstrationstog til København.
Men trods beboernes bekymring, vil Mattias Tesfaye ikke blande sig.
”En minister skal ikke trække beslutninger som denne ind på sit bord. Det rigtige er, at vi har nogle objektive kriterier, og vi må stole på de mennesker, der i armslængde fra det politiske system træffer beslutningen. Det ville være problematisk, hvis jeg tilsidesatte den faglige vurdering,” sagde Mattias Tesfaye på torsdagens samråd, hvor han heller ikke ville svare på, hvilke former for kriminalitet de kommende beboere på asylcenteret har begået.
”Det er godt at vi lever i et samfund, hvor ingen myndigheder, herunder ingen ministre, i offentligheden fortæller om borgeres private forhold, herunder om de er tidligere straffede. Det gælder også for denne gruppe,” sagde han.
Se det åbne samråd i udlændinge- og integrationsudvalget her
Mordere og sædelighedsforbrydere?
Ifølge Ekstra Bladet vil der være dømte mordere og sædelighedsforbrydere blandt de kommende beboere på centeret. Det står i grel modsætning til, hvad Røde Kors’ regionsleder, Tina Lundgaard, i september udtalte til Vejle Amts Folkeblad. Her sagde hun, at der ikke ville være kriminelle i blandt.
På samrådet afviste Mattias Tesfaye først oplysningerne fra Ekstra Bladet med en bemærkning om, at ”man skal ikke tro på alt, hvad der står i avisen”. Men han måtte senere i samrådet erkende, at Røde Kors-chefen havde give forkerte oplysninger til det lokale dagblad. Der vil være kriminelle blandt de kommende beboere, bekræftede han.
“I Vejle Amts Folkeblad har indkvaringsoperatøren sagt, at der ikke er kriminelle, der indkvarteres, og det kan man ikke sige. I gruppen af plejekrævende beboere, klan der også være personer dømt for kriminalitet,” sagde Mattias Tesfaye.
DF-formand: Dybt provokerende
Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen deltog i torsdagens samråd, og han var absolut ikke tilfreds ministerens udmeldinger på mødet.
”Jeg synes simpelthen ministeren optræder dybt provokerende. Jeg tror, der sidder beboere og kigger på det her, som tænker, hvad det er det for en minister, der ikke vil tage ansvar,” sagde Kristian Thulesen Dahl.
”Jeg synes simpelthen ministeren optræder dybt provokerende”
Kristian Thulesen Dahl, formand, Dansk Folkeparti
DF-formanden finder det særligt provokerende, fordi Mattias Tesfaye i andre sammenhænge ikke har været bleg for at blande sig, f.eks. da han tidligere på året besøgte landsbyen ved udrejsecenter Kærshovedgård og her afgav løfter om støtte til øget sikkerhed til butiksdrivende mv.
”Ministeren tager ansvar, når det passer ham, og her der passer det ham ikke. Jeg tror det er så provokerende for borgerne at opleve en minister, der i den grad skubber sine myndigheder foran sig, i stedet for selv at tage noget ansvar,” sagde Kristian Thulesen Dahl, der også finder det besynderligt, at Udlændingestyrelsen har valgt Sandvad. Vejle Kommune, som ejer bygningen med asylcentret, har nemlig opsagt lejemålet. Røde Kors skal derfor være ude igen til august 2022.
Tesfaye: Jeg tager ansvar
Mattias Tesfaye afviser, at han ikke vil tage ansvar:
”De beslutninger, der træffes i Udlændingestyrelsen, er i sidste ende mit ansvar. Men det er ikke alle beslutninger, der træffes af mig, og de beslutninger, der træffes i en styrelse, dér synes jeg det er naturligt, at de selv forklare, hvad der ligger til grund,” sagde udlændinge- og integrationsministeren.
Se det åbne samråd i udlændinge- og integrationsudvalget her