Arven efter Löfven: 800.000 nye ’svenskere’

0
1612
Stefan Löfven meddelte forleden på et pressemøde, at han trækker sig som Sveriges statsminister og formand for det svenske socialdemokrati. Foto: 10060 Henrik Montgomery/TT/Ritzau Scanpix

Hvert år med Stefan Löfven som statsminister har kostet landet 100.000 nye personer med opholdstilladelse og med reel udsigt til at blive svenske statsborgere

Siden hans start som statsminister i oktober 2014 har Sverige accepteret omkring 800.000 nye personer, der er kommet som migranter eller som familie til personer, som svenskerne allerede har taget til sig og givet opholdstilladelse eller direkte statsborgerskab. Der kommer et stort ryk i 2015, hvor Löfven på et tidspunkt erklærede, at hans Europa ikke havde nogle grænser. I interviews sagde den svenske statsminister, at der efter hans mening reelt ikke var nogen øvre grænse for, hvor mange migranter landet kunne tage til sig.

Senere på året, hvor den svenske velfærd og følelse af sikkerhed var presset i bund af især unge mandlige migranter, talte han pludselig om, at fremover skulle Sverige lægge kursen om. Efter hans mening skulle Sverige kun leve op til EU’s mindstekrav. Men nye opgørelser viser, at næsten halvdelen af de nye migranter i Sverige kom til efter Europas store migrantkrise.

Siden 2016 har Sverige nemlig uddelt opholdstilladelser til asylsøgende og folk, der søger familiesammenføring i alt 369 819 gange. Det samme tal for Danmark er 45 829, og som svenske medier bemærker, så har det altså været otte gange nemmere at få ophold i Sverige sammenlignet med herhjemme.

Og tallene vil kun stige efter denne sommer, fordi Löfvens regering har gennemtrumfet nye regler om migration, der vil give fast ophold til langt flere migranter, selvom de ikke har ret til asyl. Kriteriet her er, at de har været så længe i Sverige, at det i sig selv udløser privilegier. Det vil ifølge den svenske udlændingestyrelse Migrationsverket betyde, at halvdelen af de mange, der er kommet til Sverige og som siger, at de er under 18 år, kan blive.

Erstatning til voldtægtsmand

Tallene vækker opsigt i et Sverige, der er meget optaget af sagen om netop en sådan migrant, der nu kan glæde sig over både en masse penge og opholdstilladelse. Amir Al-Ali voldtog og mishandlede sammen med sin ældre bror tilbage i 2017 to svenske kvinder. For det fik han en dom på fire et halvt år.

Da han ankede dommen, hævdede han pludselig at have været en del yngre, end hvad han selv tidligere havde sagt i privat sammenhæng. Den syriske mand fik systemets accept af, at han havde været under atten år, da han blev dømt og sat i fængsel. For tiden i fængslet fik han en erstatning på 840.000 svenske kroner, mens hans offer fik omkring 3000 svenske kroner udbetalt.

Sagen har fået den konservative politiker Hanif Bali, der selv er migrant, til at starte en indsamling til Damir Al-Alis offer. Politikeren kalder Al-Ali for et sadistisk svin og ønsker at offeret i det mindste skal få en større erstatning end den syriske mand. Med flere hundredtusinder indsamlet nu ser det ud til at lykkes.

Tilbage står at det svenske system her igen har svigtet og dobbelt. Dels har man valgt at tro på voldtægtsmandens nye påstande om sin alder – der ikke er lægeligt bekræftet. Dels har Löfvens justitsminister Mari Heidenborg faktisk valgt at give Al-Ali en højere erstatning end hvad loven ellers ville sikre ham.

Kilder: SVT, Expressen, Bulletin